- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hvor bliver pengene af, Hr. Minister?

AKTUEL KOMMENTAR: ”Lige nu mangler lovgrundlaget eller bekendtgørelserne for flere af de aftalte ordninger,” skriver Peder Madsen, administrerende direktør for Hotel Koldingfjord.

Af Peder J. Madsen, administrerende direktør, Hotel Koldingfjord

Vi har lært at arbejde med usikkerheden ved budskabet fra det næste pressemøde. Ny restriktioner, der i går syntes uvirkelige, men som fra i morgen er ny hverdag.

Fredag før jul lukkede vi Hotel Koldingfjord for jule- og nytårsferie – helt som vi plejer og måske er netop det en af de få ting, som blev helt som vi plejer i 2020.

Vi få, der var tilbage i fredags, satte os ned med en stille, kold øl og er stykke take away smørrebrød og sagde tak for i år til hinanden.

Naturligvis med afstand for det er jo blevet en helt naturlig del af vores hverdag.

Som medarbejdere på et hotel er vi vant til at betjene hundredvis af hotel- og konferencegæster. Nu har vi gennemlevet et år med annulleringer og flytninger af arrangementer på stribe.

Vi har arbejdet os ind i en ny, normal, hverdag med håndsprit, masker og visir. Vi har måtte sige farvel til gode kolleger, fordi der ikke længere er gæster og opgaver til alle hænder.

Omsætningen bliver langt under de faste omkostninger
Hoteller og konferencecentre over hele landet styrbløder på økonomien efter omfattende restriktioner, som for eksempel nedlukning af vores restauranter og begrænsninger på afholdelse af møder.

Vi oplever omfattende annulleringer til de kommende måneder og omsætningen i første kvartal kommer til at ligge langt under de faste omkostninger – der i forvejen er barberet helt ind til benet.

Derfor er der væsentligt behov for afklaring og udbetaling af de lovede hjælpepakker. Beskæftigelsesministeren lovede igen i aftes på pressemødet, at hjælpepakkerne følger restriktionerne – det er fint, men hvor bliver penge af Hr. Minister?

Akut brug for forlængelse af kompensationsordninger
Helt grundlæggende handler det om, at de allerede aftalte ordninger bliver mulige at søge og kommer til udbetaling. Lige nu mangler lovgrundlaget eller bekendtgørelserne for flere af de aftalte ordninger, og det sætter en stopper for udbetaling af kompensationerne.

Der er akut brug for forlængelse af kompensationsordningerne. Hele hotel- og konferenceerhvervet kigger nu ind i de ”stille” måneder i starten af året, hvor lempede restriktioner ikke nødvendigvis vil skabe mulighed for øget indtjening. Derfor er der brug for, at sikkerhedsnettet spændes tidsmæssigt længere ud.

Hvor bliver de præcise retningslinjer og de endelige bekendtgørelser af? For slet ikke at tale om hvor udbetalingerne bliver af, så en hårdt trængt branche kan betale de forfaldne regninger?

Relaterede emner:

I 2021 skal vi genskabe troen på fremtiden og mødes igen

2021 bliver et blodbad i hotelbranchen

Mange bud på turistbranchen efter corona-krisen