- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hvornår er det farligt at flyve?

KLUMME: Det kan ikke nytte og det er at tage passagererne som gidsler, hvis myndigheder i USA er uenige med myndigheder i Europa, som tilfældet var med 737 MAX 8.

Enten er det farligt at flyve med en bestemt udgave af et passagerfly, eller også er det ikke farligt. Så enkelt er det. Og dog.

I denne uge efter flystyrtet i Etiopien med et 737 MAX 8: I EU blev alle fly af den type indtil videre sat på jorden, det er de også nu i USA, men flere dage efter.

Jeg nægter fortsat at tro, at flyfabrikker, tilsynsmyndigheder og piloter på noget tidspunkt lader et fly gå i luften, hvis de mener, der er risiko for, at det ikke kommer helt ned igen. Det er i sig selv passagerernes garanti. Ethvert flyselskab melder ud: ”Sikkerhed er vores højeste prioritet.” Det står der i enhver grønspættebog om flydrift.

Det er en meget sjælden situation, og alle ansvarlige i USA i forbindelse med ulykken med Boeing 737 MAX 8 forsikrede om, at det ikke er farligt.

Det mente Norwegian heller ikke i et par døgn fra søndag til tirsdag, og den samme opfattelse havde de danske tilsynsmyndigheder i Trafikstyrelsen. Modsat tog kineserne straks en beslutning om at grounde alle fly af typen efter katastrofen med Ethiopian Airlines.

Norwegians kvaler
Man kan levende forestille sig, hvilke kvaler Norwegian har haft, inden EASA (de europæiske tilsynsmyndigheder) traf beslutningen. Et døgns tid efter fulgte amerikanske kolleger (FAA) så trop – med eller uden støtte fra selveste præsident Donald Trump.

Det er nemlig først og fremmest forbrugerne, der er gidsler. Vi skrev en del om situationen for SAS i 2007, da der tre gange var dramatiske landinger med DASH 8 Q400, som derefter blev sat på jorden i Danmark, men ikke i ret mange andre lande.

Den afgørelse traf SAS selv, og SAS endte til sidst med at sende et stort erstatningskrav til flyfabrikken Bombardier i Canada. Vi var senere en lille pressegruppe i Montreal, da Bombardier-ledelsen mere eller mindre indrømmede tekniske fejl på flytypen (de første producerede eksemplarer), og gav en rabat på en milliard svenske kroner til SAS ved nyt flykøb.

 ”Vore kunder er bekymrede”
Den nærmeste årsag til, at SAS satte flyene på jorden, kom fra SAS’ daværende koncernchef Mats Jansson: ”Vore kunder bliver stadig mere bekymrede.”

Efter hvad jeg hørte bag kulisserne dengang, var det et meget mildt udtryk for passagerernes reaktioner, som blev kraftigere og kraftigere for hver gang forgaflen i landingsstellet knækkede på et af flyene. I det værste tilfælde af de tre, var det kun takket være SAS piloter og kabinepersonale, at den store katastrofe blev udgået.

Norwegian har tilsyneladende ikke oplyst, hvor mange afbestillinger, der er kommet fra passagerer som skulle have været med B737 MAX, inden de blev sat på jorden. Men det har sikkert været så mange, at forbuddet er kommet som en befrielse for nordmændene.

Business-kunder fik forbud
Men med SAS og Q400 var der flere store danske firmaer, som forbød deres ansatte at rejse med flytypen, som jo netop med de korte regionale ruter, indenrigs, Hamborg, Baltikum blev brugt af mange businesskunder.

Vi fik dengang på Berlingske en del mails med spørgsmål fra læserne, om de kunne risikere at flyve med SAS, så længe de brugte Q400. Der var også mails fra familier, hvor især kvinderne havde sagt, at hvis de skulle flyve med SAS, blev de hjemme.

Længe stod SAS imod og sendte blandt andet den daværende direktør i Danmark, Susanne Larsen, med på en returflyvning med Q400 fra København til Hamborg, som gik godt. Budskabet var klart: ”Se, vores direktør tør godt.”

Hvad mener kineserne?
Aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, som jeg har stor respekt for, var ude med spændende teori det første par dage: Når amerikanerne bare flyver videre med 737 MAX 8 og kineserne ikke gør, hvorfor mon?

”Det lugter af storpolitik, når Kina så tidligt går ind og grounder alle flyene. De er midt i en handelskrig med USA, hvor der ikke er tvivl om, at Kinas massive indkøb af Boeing-fly kan have noget at sige,” sagde han til Berlingske.

Hans teori bliver ikke mindre sandsynlig, nu da det måske er selveste den amerikanske præsident, Donald Trump, som tre dage senere har rådet FAA til at stille spørgsmål ved MAX 8 og sætte dem alle på jorden. For de amerikanske flyselskaber kunne ikke blive ved med at holde sig udenfor. Men Jacobs teori kommer vi aldrig til at høre mere om.

Stol på din pilot
Men hvad med passagererne? De fleste aner ikke hvilken flytype, de har været med. I modsætning til om de kører i en BMW eller en Mercedes. Hvem kan de stole på?

Hvis du har tillid til dit flyselskab til daglig, så stol også på dem i en krisesituation. Og på selskabets personale, primært piloterne. Tør de, tør du også.