Tirsdag til torsdag i denne uge afvikles den årlige enorme fagmesse for rejsebranchen, ITB i Berlin. Der er 5.800 udstillere fra 170 lande – arrangørerne forventer igen i år 100.000 besøgende.
De tre fagdage omkring årets kæmperejsemesse ITB Berlin (Internationale Tourismus-Börse Berlin) betegnes som verdens største fagmesse for rejsebranchen. Igen i år forventer arrangørerne omkring 100.000 besøgende, udstillere, pressefolk og så videre i det enorme udstillingscenter Messe Berlin med de 27 udstillingshaller.
Der er i år 5.800 udstillere fra 170 lande og territorier; hertil kommer alt det andet med flyselskaber, hotelgrupper, rejsekoncerner, krydstogtrederier, biludlejningskoncerner, teknologileverandører, foredragsholdere og så videre.
Der holdes skønsmæssigt 57.000 forhåndsarrangerede møder under ITB i den tyske hovedstad mellem udstillerne og tilrejsende besøgende fra den globale hele rejsebranche, anslår ITB Berlin.
Rejsemessen i den tyske hovedstad har været holdt siden 1966 – dog ikke som følge af pandemien i 2020 og 2021.
Albanien er partnerland
Albanien har betalt for at være officielt partnerland for ITB Berlin 2025, og ved åbningen af årets messe deltog blandt andet landets premierminister – andre taler kom fra Berlins overborgmester og generalsekretæren for FN’s World Tourism Organisation (UN Tourism)
Albanien vil gerne som andre mere kendte Balkan-lande som Kroatien og Slovenien tiltrække flere udenlandske turister. Mens der for blot nogle få år siden var nogle få tusinde tyske turister om året i Albanien, passerede tallet sidste år 374.000, blev det oplyst.
Mange underafdelinger
Udover de primære udstillerområder som rejselande, byer, destinationer samt flyselskaber, biludlejere, hoteller og så videre, har ITB også en række underafdelinger omkring rejsebranchen.
Disse omfatter for eksempel, nævnt alfabetisk: Adventure & Responsibility, Career, Culture, LGBTQ+, Luxury, Medical & Health, MICE, Technology/ TTA og Youth.
Relaterede artikler:
Ferie for Alle 2025 tiltrak 54.218 besøgende
Ferie for Alle: Skarp starttale fra TV-journalisten Anders Agger