- STANDBY.DK - https://standby.dk -

I kapløb med tiden før Norge lukkede for Spanien

Den norske regering har valgt at fraråde ikke-nødvendige rejser til Spanien og Andorra fra den 24. juli. Fly fra SAS og Norwegian nåede hjem til Norge få minutter før karantænetid.

Den norske regering bekræftede officielt fredag middag, at rejsevejledningen til Spanien og Andorra officielt er ændret, således at man fraråder alle rejser som ikke er strengt nødvendige.

Ændringen trådte i kraft ved midnatstid natten mellem fredag den 24. juli og lørdag den 25. juli, selvom de norske sundhedsmyndigheder allerede i onsdags havde meddelt, at Spanien kunne blive et “rødt” land senere på ugen.

Det gav ekstra travlhed hos SAS og Norwegian, der begge havde flyvninger fra Spanien til Oslo fredag. Hvis flyene ikke landene før kl. 24.00 natten til lørdag, ville samtlige passagerer blive tvunget til 10 dages karantæne efter hjemkomsten fra Spanien.

Særlig fokus var der på SAS rutenummer SK4673, der havde en planlagt ankomst til Oslo Lufthavn kl. 00.10 den 25. juli, hvilket var 10 minutter efter, at den nye rejsevejledning trådte i kraft.

SAS-flyet startede ud fra Alicante lidt før tid, idet det allerede var i luften kl. 20.23 lokal tid, hvilket var to minutter før det tidspunkt, som det officielt skulle  have forladt gaten. Efter tre timer og 24 minutters flyvning satte Boeing 737-flyet hjulene på asfalten i Oslo Gardermoen-lufthavnen kl. 23.51 tidnok til at holde sig inden for tidsgrænsen. Flightradar24.com rapporterede, at 10.000 brugere fulgte SAS-flyets kapløb med tiden for at nå hjem til Norge inden “spærretid”.

Norwegian hjem fra Málaga i tide
Norwegian kæmpede fredag aften også en brav kamp med at nå tidsgrænsen på et fly, der havde forladt lufthavnen i Málaga kl. 19.54. Boeing 737-flyet landede i Oslo Lufthavn kl. 23.36, hvilket var 19 minutter før planlagt ankomst ved gaten og således i sidste øjeblik, inden karantænereglerne trådte i kraft.

Hos SAS bekræfter man, at flyselskabet gjorde hvad der var muligt for at få gæsterne hjem inden tidsfristen.

“Det sker det, at SAS flyet ankommer før tidtabellen. Vi var opmærksomme på situationen, som passagerene var i. Når det handler om 10 minutter, ser vi på muligheden for at nå til Norge tidligere. Både lufthavnen og flyselskabet var opmærksomme på situationen og ville gøre deres for at forsøge at få det til at ske,” siger pressechef John Eckhoff fra SAS i Norge til NTB.

Den ændrede rejsevejledning har dog ikke fået hverken Norwegian eller SAS til at indstille flyvningerne til Spanien. Lørdag morgen kl. 06.15 sendte SAS et fly på vingerne fra Oslo Lufthavn til Alicante, og Norwegian havde også fredag eftermiddag gæster med i flyet til Málaga, der returnerede fredag aften inden for tidsgrænsen.

 

Relaterede artikler:

Dropper charterflyvninger mellem Danmark og Norge

Danmark åbner for turisme til og fra Tyskland, Norge og Island

Norge gør klar til stor indenrigsferie