- STANDBY.DK - https://standby.dk -

I luften på 1. klasse

WEEKENDKLUMME: I næste uge kommer der igen 1. klasse til Københavns Lufthavn, når Singapore Airlines indsætter en mere moderne udgave af Boeing 777 med fire decideret 1. klasses suiter til en pris på 55.000 kr. retur. Op gennem årene var det en oplevelse at prøve. Både i Concorden og Caravellen.

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: I næste uge kommer der igen 1. klasse til Københavns Lufthavn, når Singapore Airlines indsætter en mere moderne udgave af Boeing 777 med fire decideret 1. klasses suiter til en pris på 55.000 kr. retur. Op gennem årene var det en oplevelse at prøve. Både i Concorden og Caravellen.

Af Ejvind Olesen  

Business class i dag er klasser over, hvad 1. klasse var i en lang årrække. ”Det er den dyreste kantine, vi har i SAS,” sagde fhv. præsident Jan Carlzon i SAS på et vist tidspunkt med henvisning til, at de mange usolgte pladser blev benyttet af personalet om bord og deres pårørende. Samt opgraderinger af ansatte på fribilletter.

Det mente Carlzon, at han kunne få meget mere ud af, og vi fik business class. På den måde fik bogholdere i mange store firmaer ro i sindet, uden nervøse rystelser når de på billetter kunne se, at der ikke længere stod 1. klasse. Det samme gjaldt (og gælder) fortsat nogle journalister. Ud fra ’det er også for galt princippet’.

Carlzon sløjfede 1. klasse på kortruter over Europa, men beholdt i flere år klasseopdelingen i tre klasser på langruterne.

Det har ikke alle andre gjort, men alligevel skabt en business class, som kvalitetsmæssigt ligger meget højere end 1. klasse gjorde, da de hos flere netværksselskaber blev skrottet for at skaffe flere pladser og bedre økonomi.

De største flyselskaber holdt fast og udbyggede samtidig 1. klasse. Lufthansa, British Airways og Air France for eksempel. Ingen i Københavns Lufthavn har i dag 1. klasse, men fra på torsdag er der igen en enkelt.

Da kommer Singapore Airlines med den nye Boeing 777-300 ER med fire 1. klasse lounge om bord til en pris af 55.000 kr. retur mellem København og Singapore. Det var ingen pris, der alt andet lige, skræmte business kunder før i tiden.

Når man har skrevet om luftfart siden 1974 og op til i dag, har der selvsagt også været en del rejser, som huskes bedre end andre.

Blandt de mest eksklusive var verdenspremieren med Air France Concorden fra Paris ud over Azorerne, og med British Airways version fra London til Bahrain. Det var en eneste stor 1. klasses rejse i 1800 km’s hastighed. Det startede på den røde løber i lufthavnene med modtagelse af det ypperste personale, dyr champagne, små canapéer med kaviar. Derefter udsøgt servering om bord fra start til slut. Dyre vine og endnu engang kaviar. Selve kabinen var ikke vildt imponerende, men stolene brede og luksuriøse, men det hele kunne minde om en Caravelle på 1. klasse.

En sådan har jeg faktisk også oplevet. På et tidspunkt fik direktionen i Sterling og Tjæreborg den idé, at man ville lancere charterrejser på 1. klasse en vinter til Senegal. I forvejen var man jo i nabostaten Gambia, og i Dakar var de mere eksklusive hoteller.

En Caravelle blev fyldt, udelukkende med brede eksklusive stole og masser af plads til at strække benene. Kabinen blev udstyret med vild luksus, og gastronomien igen med champagne, kaviar og hummer. Maden var noget af de bedste, cateringselskabet i København kunne præstere.

På den første flyvning var vi en større pressegruppe, vigtige samarbejdspartnere, en række mellemledere og salgspersonale fra både flyselskab og rejsebureau. En festlig tur på mange måder.

Men planen holdt kun i få uger på trods af rimelige priser – men klart dyrere end de normale rejser til både Gambia og Senegal. Derefter gav Tjæreborg op, og Caravellen blev igen sig selv.

Naturligvis har der været en del på 1. klasse med SAS, men der har sandelig også været mange på bagerste pladser, tæt på toiletterne på en fyldt Boeing 707/DC 8. Eller med Northwest Airlines fra Oslo til Minneapolis på midterste sæder i en fem gruppe konfiguration med 11 stole på tværs i en Boeing 747 med 3-5-3 – så  er der fyldt.

Servering på første klasse på en Boeing 747B i 1970’erne.

Hos SAS husker jeg en Boeing 747 (mit favoritfly den dag i dag), hvor 1. klasse kabinen var forrest, og trappen op til en lounge reserveret til passagererne på denne klasse. Luksus efter datiden, men ikke noget sammenlignet med business class hos SAS i dag. Vi var tre på 1. klasse, og vi mælede ikke et ord til hinanden. Blot et kort nik til goddag.

Den ene var hr. Møller – Maersk McKinney Møller – den anden nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, og så mig. De to andre havde hjemmesko med, som de brugte på første sal i loungen, inden de satte sig til at læse Berlingske og Børsen og drak en kop kaffe. De tilbudte drinks rørte de næsten ikke.

Flest gange har jeg nok rejst på 1. klasse med Thai’s Boeing 747. Thai var meget generøse og på god fod med journalister fra hele verden til deres årlige marketingkongresser, hvor der altid var spændende foredragsholdere og debatter om international luftfart. Invitationerne gjaldt altid 1. klasse, som var en stor del af flyet og havde mange tomme pladser.

På en af flyvningerne blev vi indviet i, hvordan maden om bord kunne blive endnu bedre. Bl.a. var vi med som prøvesmagere af et kogt æg, tilberedt i 12 km’s højde. Der var tre kokke om bord, og vi fulgte processen tæt med vand, der koger betydeligt hurtigere end ved de sædvanlige 100 grader.

Det store internationale morgenbord var en del af selskabets image. Det samme var muligheden for at ligge helt vandret med den tildelte pyjamas. På den flyvning var vi tre fra Bangkok til København.

Og tilbage til nutiden, hvor jeg også har prøvet Singapore Airlines fremragende 1. klasse, men også den mindre fremragende på et af de ældre fly. Jeg husker ikke, om det var en Boeing 707 eller en DC 8.

Vi var tre danske journalister, som skiftedes til at ligge udstrakt på gulvet på den lange tur fra København. Men viljen var god nok. Derfor skal det blive spændende at følge, hvordan det nu går fra på torsdag. I nye tider.

God weekend