- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Icelandair tilbage i Billund Lufthavn

Fredag aften vender Icelandair tilbage til Billund Lufthavn efter en coronapause. I første omgang med to fly om ugen. Selskabet genåbnede sidste måned mellem Island og Københavns Lufthavn.

Island var sammen med Tyskland og Norge de tre første udvalgte lande, danske turister kunne rejse til fra midten af sidste måned. Siden er tallet steget til nu over 25 europæiske lande.

Efter det blev meddelt, at Island var et af de tre lande til første fase af genåbningen, steg onlinesøgningerne på rejser mellem Billund og Reykjavik med 207 procent hos Icelandair. Og nu genoptages også ruten mellem Island og Billund Lufthavn, skriver Icelandair i en pressemeddelelse.

Sidste måned begyndte Icelandair igen at flyve mellem sin hovedlufthavn, Keflavik, og Københavns Lufthavn med op til tre fly om dagen.

Det første fly fra Icelandair lander efter planen klokken 22 i aften i Billund Lufthavn og returnerer til Keflavik International Airport en time senere. Icelandair vil i første fase have to ugentlige fly mellem Keflavik og Billund.

Siden genåbningen af grænserne 15. juni mellem blandt andet Island og Danmark, har turen mellem Keflavik og København været en af Icelandairs travleste ruter, oplyser flyselskabet.

Betaler for coronatest i lufthavnen
Island tager ikke stikprøver af ankommende udenlandske passagerer, der for eksempel skal på ferie i landet, der er Europas næststørste ø, efter England.

I stedet kan passagerer ved ankomst vælge mellem af betale for en COVID-19 test i lufthavnen eller gå i to ugers karantæne, for eksempel på deres hotel eller andet overnatningssted. Prøvesvar forventes samme dag, eller dagen efter ved sene ankomster. Prisen er 420 kroner, hvis testen er betalt på forhånd, ellers koster det 520 kroner.

Passagererne skal allerede inden afrejsen til Island udfylde en registreringsformular. Der er mere info på covid.is

”Vi glæder os over, at vi allerede har fløjet tusinder af danske passagerer i den korte periode efter genåbningen af vores grænser. Vi er glade for, at vore nordiske venner udgør så stor en del af vores passagerer og bidrager til rejsen tilbage til en mere normal rejsestandard,” hedder det fra Icelandair.

Icelandair har introduceret nye foranstaltninger som forberedelse til de første uger med flyvning efter COVID for at sikre, at alle passagerer er sikre og har det godt med at flyve med os, siger Birna Osk Einarsdottir, kommerciel direktør i Icelandair. Icelandair følger strenge retningslinjer for hygiejne, sundhed og sikkerhed i samarbejde med de islandske sundhedsmyndigheder.

I første omgang kan passagerer kun kunne tage ét stykke håndbagage med ombord, det skal kunne ligge under sædet foran dem. Indcheckning af alle godkendte former for håndbagage er gratis.

Det er obligatorisk for alle passagerer og besætningsmedlemmer at bære ansigtsmaske på Icelandair-flyvninger. Det gælder fra det tidspunkt, passagererne går ombord og indtil de forlader flyet igen. Masker må tages af, mens man spiser og drikker.

Passagerer vil blive bedt om at overholde afstanden på to meter under boarding og indtage deres plads hurtigst muligt. Service om bord er begrænset for at minimere kontakten mellem passagerer og besætningsmedlemmer. Passagerers vandflasker kan ikke genopfyldes under en flyvning, men passagererne får en vandflaske, når de går ombord.

Icelandairs fly er udstyret med de såkaldte HEPA-filtre, hvilket bidrager til god luftforsyning. Luften i kabinen vil ikke være cirkuleret længere end to til tre minutter ad gangen.

I 2019 transporterede Icelandair 4,7 millioner passagerer til 42 destinationer i Europa og Nordamerika.

Relaterede artikler:

Danmark åbner for Europa – minus seks lande

Redningsplan for Icelandair er i vanskeligheder

Icelandair er tilbage i Københavns Lufthavn