- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ikke alle ægteskaber ender lykkeligt

Hvorfor blev Tjæreborg Rejser købt af Spies, og hvorfor købte Kuoni fra Schweiz en rækker bureauer i Alletiders Rejser, og hvorfor køber Aller Leisure Stjernegaard Rejser, når de lige så godt kunne gøre det samme selv?

Jeg forstod aldrig, hvorfor Janni Spies i 1991 købte Tjæreborg Rejser, da pastor Krogagers imperium allerede var ved at visne, og Sterling Airways ikke længere var den aktive del af familien. Og hvorfor spenderede hun og Spies-koncernen cirka 300 millioner kroner på den handel?

I første omgang var jeg imponeret over, at Poul Erik Madsen fra Star Tour i 1998 fik Kuoni med på at købe Larsen Rejser, Herning Charter og Simons Charter for senere at erkende, at de mistede deres DNA og smuldrede. En efter en forsvandt de i den storfamilie, som skulle have været en reel udfordrer til SLG-Gruppen med Spies, Ving og Tjæreborg, men aldrig blev det.

Nu er det så mediehuset Aller, der forsøger sig i samme rolle ved gennem opkøb at blive stor i rejsebranchen efter, at vanskelighederne har ramt koncernen på kerneproduktet på flere måder, ikke mindst den digitale udvikling.

Ligesom med Alletiders blev jeg i første omgang imponeret, da Aller begav sig ind i rejsebranchen, men samtidig tænkte jeg: Hvad vil de dog der? 

Avis som stormagasin
Da min egen avis og arbejdsplads (Berlingske) i sin tid stiftede Vareringen og begyndte at sælge konfektion, kunstværker  og finurlige ting i egen butik, indkøbt blandt andet i Fjerne Østen, fik ledelsen i den grad en over nakken fra de københavnske stormagasiner. For eksempel for denne annonce i  Berlingske Rejsemagasin ”Hvorfor tage til London og købe nyt tøj, når De kan købe det billigere hos os.”

Den var vendt mod rejsebranchen, men det var stormagasinerne, der reagerede først. Enten stopper det, eller vi trækker vore annoncer fra samtlige aviser og magasiner fra Det Berlingske Hus. Det fik lynhurtigt følger, og Vareringen lukkede.

Senere da jeg selv var med til at arrangere en række avisrejser, som var noget ganske andet end de avisrejser, der kendes i dag, var det altid i samarbejde med et rejsebureau eller et flyselskab.

Altid valgte vi en arrangør, som var stærk på den pågældende destination og havde vist et godt initiativ og vilje til nyskabelser. Men en overvejelse om at gå ind i branchen, havde vi aldrig. Kun ideen om i fællesskab at skabe anderledes oplevelser for læserne. Vi havde platformen til det og fik flere tusinde med gennem årene.

Et ekstra ben at stå på
Det har næppe været Aller Leisures idé med at starte i rejsebranchen. Som jeg husker meldingerne, var det at få et andet ben at stå på og øge omsætningen i koncernen. Det nævnte man oftere end at forbedre bundlinjen.

Siden er det gået både frem og tilbage, men med købet af Nyhavn Rejser kom der fast grund under fødderne, og i dag er Kulturrejser Europa, Nilles Busrejser og Gislev Rejser også med i buketten.

I branchen frygtede man, at Aller ville dyrke egne rejser, bruge sin platform til gratis annoncering i egne medier, og trække sig fra markedsføring i eksterne blade og magasiner. Kort sagt på den måde forvride konkurrencen. Men det er aldrig sket.

Nyhavn Rejser var (og er) et veldrevet rejsebureau med kvalitetsrejser, specielt de oversøiske og en pæn del af danskernes krydstogtrejser. Samt ikke mindst et dygtigt og serviceminded personale, som har forstået at holde fast på stamkunderne. Det gælder fortsat, og bureauet ligner på den måde til forveksling Stjernegaard, som Aller Leisure netop har købt for et angiveligt pænt millionbeløb. 

Tro, håb og kærlighed
De skal i fremtiden leve i et ægteskabeligt forhold med hver sit speciale, som altså bare er det samme, i tro og håb om vækst for begge parter. I dagligdagen skal de ikke have fælles husholdning, men alligevel kommer de nok til at dele retterne. Du tager Caribien, jeg tager Bali og Thailand. Cuba er vi fælles om. Krydstogtselskaberne deler vi op imellem os, men vi registrerer kunderne, så vi ikke bruger for meget tid på dem, der spiller os ud mod hinanden. Tro mig de findes.

Normalt vil en handel i erhvervslivet været baseret på bundlinjeresultat i to til tre år, kundekartoteket og medarbejderne. Sådan har det nok også været med Allers køb af Stjernegaard. Det Aller får nu, kunne de selv have skabt ved udvidelse af Nyhavn Rejser. Formentlig for et betydeligt mindre beløb.

Ikke flere opkøb
Som det gik, bliver det er fredeligt ægteskab, som forhåbentlig bliver til gavn for forbrugere og en tilpas udfordring for de ansatte, som nok skal bevare deres arbejdspladser. Imens ser fætre og kusiner i Kulturrejser, Nilles og Gislev passive til. Yderlige vækst skal i fremtiden komme indefra, forstår man. (det lykkelige brudepar). I erhvervslivet betegnet som organisk vækst.

Men husk, at ikke alle ægteskaber er lykkelige, og næsten halvdelen ender med skilsmisser. Jeg tror dog, at en række dedikerede medarbejdere i både Nyhavn og Stjernegaard vil sikre et forhold udover gennemsnittet.