- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Indespærret otte dage i lufthavn

En kvinde, der ikke kunne betale sit bagagegebyr, måtte opholde sig otte dage i San Franciscos lufthavn.

Det lyder som et filmplot, og kvinden har selv sammenlignet sin situation med Tom Hanks filmen, ’The Terminal’, da et uventet problem gjorde, at hun strandede i lufthavnen, fortæller Michael Finney fra ABC KGO TV i San Francisco.

 

Kvinden, Teri Weissinger, havde brugt sine sidste penge bortset fra 30 dollar på en flybillet til Idaho, hvor hun ville starte en ny tilværelse.

 

Hendes seneste flyrejse skete for fem år siden, da det stadig var gratis at indtjekke bagage, så det var helt uventet for hende, at USAirways afkrævede hende 60 dollar i bagagegebyr for hendes to kufferter.

 

Hun forklarede, at hun ikke havde tilstrækkeligt med penge og spurgte om hun kunne betale ved ankomsten. Det kunne hun ikke og hun kunne heller ikke efterlade en kuffert på grund af security-bestemmelserne. Hun prøvede at ringe til sine bekendte for at få hjælp og i mellemtiden startede hendes fly uden hende.

 

Det betød et ekstra gebyr på 150 dollar for at ændre flyafgangen. Hun havde ikke længere noget sted at bo i San Francisco og troede stadig på sin mulighed for at komme med et fly til Idaho, men USAirways krævede nu omkring 1.000 dollar for en ny billet og hun havde brugt de fleste af sine 30 dollar på at få noget at spise.

 

Flyselskabet fastholdt, at man intet kunne gøre for at hjælpe, så hun fandt sig en trappe, hvor hun kunne overnatte på en afsats. Hun blev behandlet for udmattelse i lufthavnens lægeklinik og bad politiet om hjælp, men var lige ved at blive bortvist for at vagabondere.

 

Hendes problemer blev endelig løst i lufthavnens kirke, hvor pengene blev samlet ind, så Teri Weissinger kunne flyve til Idaho – med sin bagage.

 

Begivenheden udspandt sig i april – inden kundekritik sørgede for, at alle gebyrer skulle oplyses på flyselskabernes websider. USAirways har undskyldt overfor kunden, men kan ikke refundere billetprisen, da der var tale om en non-refundable billet.

Skrevet af Flemming Juul