En ny turismeambassadør skal gøre flere indiske turister interesserede i Odense. Det drejer sig om stjerneskuespilleren Taapsee Pannu, der er dansk gift og har 20 millioner følgere på Instagram.
Med roller i flere end 50 film, 29 filmpriser på kaminhylden og over 20 millioner følger på Instagram er Taapsee Pannu ikke hvem helst, selvom den indiske filmstjerne måske endnu ikke er en, som alle danskere er på fornavn med.
Taapsee Pannu er oprindeligt uddannet software ingeniør og arbejdede som sådan, inden hun blev model og sidenhen Bollywood-skuespiller, hvilket refererer til den del af Indiens filmbranche, der er kendetegnet ved, at sproget hindi benyttes.
Skuespilleren er for nyligt flyttet til Odense, da hun er gift med den tidligere danske badmintonspiller Mathias Boe, og nu er Taapsee Pannu blevet udnævnt som turismeambassadør for Odense via et samarbejde med VisitOdense.
Interessen er vokset
Det oplyses, at udnævnelsen af Taapsee Pannu er en del af en målrettet indsats fra VisitOdense, hvor formålet er etablere en stærkere forbindelse til det asiatiske marked, da man oplever, at turister herfra har fået øjnene op for Odense som destination.
Det er fortsat København og Aarhus, der tiltrækker det største antal indiske gæster, men tallene fra Odense viser, at også andre danske byer kan få del i væksten. Byen har siden 2019 oplevet en vækst på 41 procent, og ambitionen er at det nye samarbejde skal øge dette yderligere.
Vil pirre nysgerrigheden
Samarbejdet skal konkret udmøntes ved, at Taapsee Pannu via sociale medier løbende vil dele opslag og andet indhold, der viser både hendes dagligdag og oplevelser i Odense.
“Jeg føler mig privilegeret over at kunne kalde Odense for min anden hjemby. Odense er en by med sin egen karakter, historie og en eventyrlig charme. Jeg er meget begejstret for at kunne dele mine oplevelser her med mine følgere,” siger Taapsee Pannu.
”Jeg har allerede haft mange særlige øjeblikke i byen både sammen med venner, familie og på egen hånd. Jeg håber at kunne gøre andre nysgerrige på Odense og inspirere flere personer til at besøge byen, som jeg selv er blevet glad for.”
Kan bygge bro til investorer
Ifølge VisitOdense er ambassadørskabet allerede begyndt at bære frugt. Et enkelt opslag på Instagram relateret til samarbejdet opnåede på få dage over 1,5 millioner visninger og mere end 151.000 interaktioner.
Trine Spliid Bech, der er administrationschef Vækst & Turisme i Odense Kommune, hæfter sig ved betydningen af, at den nye ambassadør rent faktisk bor i byen
“Taapsee Pannus personlige tilknytning til byen giver samarbejdet en sjælden autenticitet og gør hende til en stærk stemme for byens kultur og den nordiske livsstil. Hun forener global synlighed med en lokal forankring, og det gør hende til en troværdig ambassadør for Odense.”
Kommunens borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ser udover et øget antal turister også andre perspektiver i samarbejdet.
“Det er godt nyt for Odense, at vores by har fået en turismeambassadør som Taapsee Pannu. Med en fanskare i et spændende land som Indien, der er rig på kultur og mange gange større end Danmarks befolkning.”
”Det bliver uden tvivl spændende for os at have en repræsentant, som både rummer verdens største befolkning og en af de største økonomier på kloden. Det kan forhåbentlig tiltrække turister og bygge bro til både virksomheder og investorer.”
Relaterede artikler:
Strategisk indsats lønner sig i Odense