- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Inflation med stjerner på krydstogt

KOMMENTAR: Det skorter ikke på brug af stjerneskud i markedsføringen af krydstogter, men hvem er det egentlig, der klassificerer dem og er med til at forvirre forbrugerne? Man kan godt begynde at diskutere brugen af bruger stjernerne i både omtaler og markedsføring.

Jesper Boas Smith.

KOMMENTAR: Det skorter ikke på brug af stjerneskud i markedsføringen af krydstogter, men hvem er det egentlig, der klassificerer dem og er med til at forvirre forbrugerne? Man kan godt begynde at diskutere brugen af bruger stjernerne i både omtaler og markedsføring.

Af Jesper Boas Smith

”I Danmark findes der en officiel klassificering af hotelstjerner. Dermed har forbrugerne én fælles og fast referenceramme. På samme måde ved de fleste, at 5 stjerner i Egypten eller Tyrkiet ikke er helt det samme som her i landet.

Men når det gælder krydstogtskibe, synes det efterhånden som om, der er ”frit slag” mht. annoncering og markedsføring.

Mere almindelige begreber som ”luksus” og ”første klasse” har længe været devaluerede begreber. Skibe med 3 eller 4 stjerner, f.eks. i ”Berlitz guiden” markedsføres rask væk som både luksus, første klasse og 5 stjerner.

Det er som om, der er gået konkurrence i at kalde alt, der flyder, for luksus og første klasse. Og det kan udmærket være, at nogen synes, at produkterne er i den kategori. På samme måde som andre vil synes, at et ægte  5 stjernet produkt, er kedeligt eller dårligt.

Alt er sådan set ok, så længe vi ”spiller på samme bane” eller ud fra samme regler. Jeg vil fremkomme med den påstand, at markedsføringen har nået et niveau, hvor man kan diskutere det etiske i brugen af f.eks. stjerner. Dette sagt fordi man nu ser annoncer, der markedsfører skibe som 5 stjernede, på trods af samme skibe har indvendige kahytter, brusebadeværelser på størrelse med kosteskabe og restauranter med plasticbestik.

Disse rederier og skibe kan være særdeles udmærkede og super ”value for money”. Men hvem er det egentlig, der klassificerer dem som 5-stjernede? Er det en officiel guide som ”Berlitz” eller ”Krydstogtguiden” eller uvildige journalister og medier?

Eller er det måske rederierne eller turoperatørerne selv, der lige fristes til at smække en ekstra stjerne på i annoncerne, eller runde up til nærmeste hele?

Det er mit håb, at rejsebranchen vil overveje lidt tydeligere etiske regler og som et minimum anføre en reference til hvem- eller hvad, der har givet stjernerne. Sker det ikke, vil forbrugerne opleve ratingerne som et sandt stjerneskud i tågen. Det skal nok sælge billetter, når man begynder at se annoncer med 8 eller 9 stjerner … eller ?