- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ingen ekspansionsplaner i Danmark

”Vi lærer da af lavprisselskaberne,” siger Air France-direktør. Selskabet har ingen planer om at åbne på Aalborg – og har ikke afgjort, om ruten mellem Marseilles og København genoptages til foråret.

”Vi lærer da af lavprisselskaberne,” siger Air France-direktør. Selskabet har ingen planer om at åbne på Aalborg – og har ikke afgjort, om ruten mellem Marseilles og København genoptages til foråret.

Norden fortsætter med at være et stort område for partnerne Air France og KLM. Navnlig KLM er hyppige gæster i de nordiske lufthavne – samlet har de to Skyteam-medlemmer op mod 70 flyvninger på hverdage til 13 nordiske lufthavne. Til april næste år bliver Ålesund KLM’s 7. destination i Norge – til sammenligning har SAS ruter fra fem norske byer til Københavns Lufthavn.

Air France startede sidste forår på Paris–Billund, samme dag åbnede KLM mellem Amsterdam og Aalborg.

”Men Air France har ingen planer om at åbne mellem Aalborg og Paris. Vi er forsigtige med at starte nye ruter. Gør vi det, skal ruten helst give overskud fra starten,” sagde Antoine Pussiau, Air Frances vicepræsident for bl.a. Nordeuropa, til standby.dk ved pressebriefing mandag hos Air France i Paris.

Han tilføjede, at der ikke var truffet beslutning om Air France til foråret genoptager sæsonruten mellem Marseilles og København. ”Det er en rute med primært leisure-trafik,” sagde Antoine Pussiau.

Vicepræsidenten forsikrede, at Air France også i fremtiden vil tilbyde business class på de europæiske flyvninger.

”Produktet efterspørges, og generelt i hele Air Frances’ netværk har vi en belægning på 60-65 pct. på vores business class,” sagde Antoine Pussiau og tilføjede, at Air France ikke har planer om at ”udlicitere” sine europæiske flyvninger, som bl.a. Lufthansa delvis vil gøre ved at lade datterselskabet Germanwings overtage en række europæiske ruter.

Om situationen i SAS afviste Antoine Pussiau, at Air France havde haft planer om at øge markant på f.eks. Københavns Lufthavn, hvis redningsplanen for SAS var mislykket.

”SAS har indtil videre fundet en løsning, men vi kunne selvfølgelig tilpasse os, hvis SAS ikke havde gjort det. Omvendt bruger vi ikke tid på at spekulere i og planlægge efter mulige katastrofer hos vores konkurrenter,” sagde vicepræsidenten.

”Men Air France skal også spare. Det prøver vi primært at gøre uden at vores ca. 50 mio. årlige passagerer mærker det. Vi har ændret en række operative metoder, det skal give os 20 pct. højere brug af det flyvende personale og udnyttelse af vores fly.”

Med ved pressebriefingen var også marketingdirektør i Air France, Christian Herzog, der bl.a. fortalte om selskabets arbejde med de sociale medier.

Og så var han ikke bange for at give en cadeau til lavprisselskaberne.

”Vi kan da også lære af konkurrenter som Easyjet og spanske Vueling. Bl.a. er vi begyndt at sælge bedre måltider. De bookes online og serveres ombord på turistklasse til priser fra 20-25 euro.

På samme måde sælger vi nu også sæder med god benplads ved f.eks. nødudgangen – og vi har introduceret, at de stigende antal rejsende over 65 år, som i dag udgør 15 pct. af passagererne, ved ankomsten til CDG kan blive mødt af en Air France-ansat, der hjælper med det praktiske,” sagde Christian Herzog.

Han tilføjede, at 40 pct. af de rejsende på business class er rejsende, der selv betaler billetten – mens hovedparten af de forretningsrejsende faktisk sidder på turistklasse.