- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ingen passager-nedgang i busserne

De seneste dages stærke fokus på sikkerheden ved bustransport, har ikke sat sig spor hos busrejsebureauerne.

Direktør Mogens Andersen fra Gislev Rejser havde ventet en større reaktion på dødsulykken ved Dessau, men kun tre har reageret – heraf to med tekniske spørgsmål, mens en tredje afbestilte en bustur til Berlin dagen efter ulykken, men til gengæld bestilte en sommertur med bus sydpå, skriver politiken.dk.

Bilinspektør ved Færdselsstyrelsen, Victor Hollnagel, understreger, at der ikke er speciel grund til nervøsitet blandt busrejsende, for busrejser er en af de sikreste måder at rejse på. Statistisk set er det omkring 10 gange sikrere at køre med bus end at køre i egen bil. Det viser tal fra en undersøgelse gennemført af Danmarks Tekniske Universitet, som viser, at mens to passagerer mister livet ved en milliard kørte kilometer i bus, er det tilsvarende tal for personbiler mellem 20 og 30 dræbte.

Der har da heller ikke været tilsvarende alvorlige ulykker med danske turistbusser siden 2004. Det var dengang en sovebus, det gik ud over og den type busser er siden forbudt i Tyskland og stort set alle erstattet med busser med flystole, hvor passagererne kan sidde med sikkerhedssele under hele rejsen.

Direktør Anders Vang fra Thinggaard og TigerRejser har heller ikke haft afbud, men kan melde om et godt salg i den forløbne uge, og han mener, at kunderne udmærket er klar over, at busserne er en meget sikker transportform, som formentlig nu vil få et skub opad med hensyn til sikkerheden.

Skrevet af Flemming Juul