- STANDBY.DK - https://standby.dk -

International hotelkæde vil være synlig i Norden

Det danske repræsentationsbureau Bridge Representation har fået Millennium Hotels and Resorts med 140 hoteller i en række lande verden over som ny kunde på det nordiske marked.

Bag repræsentationsbureauet Bridge Representation står John Migliorini, der åbnede Bridge i 2017 – han er primært kendt for sine syv år som blandt andet salgsdirektør hos et andet dansk og nordisk repræsentationsbureau, Atlantic Link.

Bridge Representation har speciale som salgs- og marketingvirksomhed i Norden. Bridges kundeportefølje talte i forvejen Club Med, Robinson Club og DMC Dubai.

Den nye kunde, som Bridge nu skal repræsentere i en foreløbig seks måneders prøveperiode på det nordiske marked, er Millennium Hotels and Resorts med 140 hoteller og i resorts på 80 destinationer i verden, i Europa har Millennium hoteller i London og Paris.

Millennium Hotels and Resorts er det globale varemærke for Millennium & Copthorne Hotels Limited (M&C), der tæller hotelvaremærker som Grand Millennium, Millennium, The Biltmore, M Social, Studio M, M Hotel, Copthorne og Kingsgate.

B2B, corporate, MICE og leisure
”Kontrakten med Millennium er en milesten for Bridge Representation,” siger John Migliorini, der på det nordiske marked skal promovere Millennium Hotels and Resorts på områder som B2B, corporate, MICE (Meetings, Incentives, Conferences og Events) og leisure.

Fra Millennium Hotels and Resorts siger Richard Adler, europæisk vicepræsident for salg og marketing: ”Bridge Representations erfaring og viden på det nordiske marked gør Bridge til en ideel partner til at udvide vores synlighed i Norden.”

Bridge Representation fungerer også som konsulent- og repræsentationsbureau i fire af de nordiske lande: Danmark, Sverige, Norge og Finland. Bridge tilbyder blandt andet fokus på salg, marketing og PR overfor rejsebranchen. John Migliorini har gennem årene arbejdet med adskillige hotelkæder, turistorganisationer, forlystelsesparker og incomingbureauer i en række lande, oplyses det.

 

Relaterede artikler:

Dansk incomingkoncern udvider i udlandet

Brancheprofil åbner eget repræsentationsbureau

Endnu en Mellemøstdestination viser flaget i Norden