- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Irma pisker krydstogtselskaber til aflysning og omlægninger

CRUISE: Også en del danske passagerer brændt af ved aflysninger i denne weekend, de tilbydes ugeprogrammer, der skrumper til fire eller fem dage. Vidt forskellige regler for erstatning, men pakkerejser er den sikreste vej til fuld kompensation, hvis man opfylder de danske regler.

Kategori fire (eller måske fem) orkan i weekenden truer med at gå i land i Florida de kommende dage – efter at havet hærget populære krydstogtmål i Caribien som Puerto Rico, St. Martin, Aruba, Haiti med Labadee og Cuba.

Der er ifølge de danske krydstogtbureauer en del danske passagerer på nogle af de skibe, der allerede har lagt roret om til en helt anden retning end den planlagte. Men danskerne ved godt, at juli, august og september er pragtfulde måneder i Caribien og Florida, men de ved også, at det er de værste måneder for orkaner i de områder.

Mange krydstogtrederier har fortsat de fleste skibe i Middelhavet, men når man ser på listen over ændringer til og fra Florida og videre ud i Caribien, er der rigtigt mange, som orkanen Irma bare pisker rundt efter forgodtbefindende. Og heller ikke et krydstogtskib går ikke ind i en orkan, men drejer i god tid udenom.

Hvis det går, som det ser ud torsdag eftermiddag, vil Irma med stor kraft gå i land i Florida i weekenden, hvilket igen betyder, at fire af verdens største krydstogtskibe med op til over 5.000 passagerer udskyder afgange til engang i næste uge.

Det gælder for eksempel ”Allure” fra Royal Caribbean, der skulle have sejlet en uge i det vestlige Caribien til bl.a. Jamaica og Mexico. Nu må de nøjes med fire dage og et ophold i Nassau på Bahamas. Noget af en flad fornemmelse.

Søsterskibet ”Oasis” planlægger fem dage til Mexico som erstatning.” Harmony” afgår først på tirsdag fra Miami på en kort tur på fire dage til Conzumel.  Yderlige tre skibe fra RCCL må nøjes med korte ture til Bahamas.

Carnival Cruise, Disney og Norwegian Cruise har også aflyst afgange fra Florida.

Norwegian Cruise Line har aflyst afgangen i dag med ”Norwegian Sky” og afgangen i morgen med ”Norwegian Escape”, der har base i Miami. Ankomsten til Miami er fremskyndet for at komme i havn inden orkanen rammer.

For danske passagerer, som bliver ramt, er der flere muligheder. Der er endnu flere især fra Sverige og Norge, som følger deres egne erstatningsregler med mindre de har købt rejsen i Danmark.

RCCL’s tilbud til de skuffede er ikke til at falde i svime over. Man kan få en kort tur for 50 procent af prisen, og 50 procent rabat på næste tur. Der er på flere af ruterne tilbud om at få erstatningen ugen efter, men det har vel primært interesse for amerikanerne, som måske oven i købet bor i Florida. Andre kan få hele beløbet tilbage, hvis de ikke kan rejse med en uges forsinkelse.

I Danmark kan man ved køb i rejsebureau og efter pakkerejseloven få alle udgifter dækket. Det gælder også flyrejsen og evt. hotelophold.

Har man derimod selv bestilt og købt via rederiets hjemmeside, er det mere problematisk. Her kan det blive aktuelt, at egen forsikring skal ind og hjælpe til, hvis der er en sådan. I modsat fald er der kun vejen direkte til rederiet.

Krydstogtselskaberne kan næppe påberåbe sig force majeure, fordi de udmærket ved, at de tre nævnte måneder er høj risiko for orkaner i Caribien. På den måde bliver de ansvarlige efter pakkerejseloven i Danmark. Men det har før vist sig, at det kan de ikke tage sig af, hvorefter det er det danske rejsebureau som hæfter.

Det er dog sjældent, om nogensinde, at en september orkan har været så hård som Irma i Caribien. Aldrig har rækken af aflysninger, omlægninger, afkortninger været så voldsom for krydstogtbranchen.