Hub for Innovation in Tourism har netop afviklet et arrangement, hvor repræsentanter for Tivoli og flere mindre virksomheder gav deres bud på, hvordan et håndtryk bedst forvandles til forretning.
Et af de vigtige punkter på årshjulet for mange aktører i rejse- og turistbranchen er ITB-messen i Berlin. Den løb i år af stablen i begyndelsen af marts, hvor knap 100.000 deltagere og omkring 5.500 udstillere fra over 170 lande havde fundet vej til den tyske hovedstad.
Blandt deltagerne var en delegation bestående af 16 danske opstartsvirksomheder. Det var projektsamarbejdet Hub for Innovation in Tourism – som Dansk Kyst- og Naturturisme, MeetDenmark og Dansk Storbyturisme i fællesskab står bag – der havde arrangeret turen.
I løbet af messedagene fik de tilrejsende tusindvis af skridt i benene, når de gik på opdagelse i de store messehaller, men indsatsen er ikke gjort med det. Hub for Innovation in Tourism har netop afviklet et arrangement kaldet ‘To ITB or not to be’, hvor deltagelsen blev evalueret.
Handler ikke nødvendigvis om salg
Der var en rød tråd blandt en del af de oplægsholdere, som stillede sig frem foran de fremmødte til evalueringsarrangementet. De hæftede sig ved, at hvorvidt man får noget konkret ud af deltagelsen, ikke bør handle om held. Det er et resultat af ordentlig forberedelse.
Derudover var en af de vigtige pointer, at hvis man for alvor skal have værdi af deltagelsen, skal aktører følge personligt op med de nye kontakter, som de har fået på messen, når støvet har lagt sig, og man er tilbage i hverdagsrammerne.
En af dem, der delte sine bedste råd og erfaringer til arrangementet, var Lars Adler Petersen. Han arbejder til daglig som direktør for B2B-salg i Tivoli og har en helt klar præference, når han skal beslutte, hvilke messer han vil deltage i.
“Messer handler om at skabe en pipeline, ikke nødvendigvis om direkte salg. For at sikre udbytte anbefaler jeg at prioritere messer med præ-bookede møder,” siger salgsdirektøren.
”Selvom de kan koste mere, er de en garanti for at få taletid med de rigtige. Og overvej strategiske partnerskaber – det kan være nemmere at få et møde, hvis man teamer up med andre startups.”
Man skal turde være direkte
Anders Barsøe er administrerende direktør og medstifter i NewLoop. Opstartsvirksomheden udvikler pantsystemer til take away-emballage og var en af dem, der var draget til ITB Berlin som en del af delegationen. Han opfordrer til at være dristig og gribe de chancer, der viser sig.
“Jeg brugte selv messens systemer til at booke møder og var ikke bange for at række ud.”
”Min erfaring er, at man skal booke sit næste møde, mens man stadig er på messen. Det handler om at udnytte momentum og ikke være bange for at være lidt direkte for at få foden inden for,” lyder det fra Anders Barsøe til de andre deltagere i arrangementet.
Ønsker at etablere et økosystem
Hub for Innovation in Tourism fortæller, at man mener, at den slags studieture blandt andet er betydningsfulde, fordi de både bidrager til, at man får øjnene op for nye løsninger, samt at iværksætterne får et netværk på andre markeder end det danske.
”Vores opgave i HIT er at skabe de bedste forudsætninger for, at innovation kan blomstre og komme hele turismeerhvervet til gode. Internationalisering og adgang til de rette netværk er en nøgle til dette,” siger Heidi K. Dahl Larsen, der er sekretariatschef i Hub for Innovation in Tourism.
”Ved at give startups en platform på store messer, og ikke mindst ved at følge op med efter-events som dette, sikrer vi en struktureret vidensdeling. Det handler om at bygge et stærkt økosystem, hvor iværksættere og etablerede virksomheder kan mødes for at skabe grobund for fremtidige samarbejder.”
Relaterede artikler:
Tog turismestartups med på stor messe