- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Japans turisme på niveau igen

Antallet af udenlandske besøgende i Japan er nu på samme niveau, som før tsunamien den 11. marts sidste år.

I juni 2012 nåede antallet af turister op på 686.600, en vækst på 1,4% over niveauet for juni 2010, oplyser Japan National Tourism Organization (JNTO).

Tsunamien nedbragte antallet af udenlandske besøgende i april 2011 til 295.800 – et fald på 62,5% på et år. Trods fortsat vækst siden da, var antallet af udenlandske besøgende i Japan i 2011 27,8% lavere end i 2010 og endte på 6.220.000.

Taleb Rifai, generalsekretær for FNs World Tourism Organization (UNWTO), siger, at det er opmuntrende at se efterspørgslen vende tilbage til lande som Japan, Egypten og Tunisien. Den japanske turisme fik ekstra vækst i april i år, da WTTC holdt sit topmøde i Japan, bakket op af alle med interesse i japansk turisme.

Skrevet af Flemming Juul