- STANDBY.DK - https://standby.dk -

’Jeg glæder mig til at komme tilbage’

LUFTFART: Den nyudnævnte chef for Cimber-konceptet i SAS er uddannet pilot og var operativ chef i SAS Commuter til lukningen i 2004. ”Et meget spændende produkt, som jeg virkelig tror på i fremtiden,” siger Kent Hansen.

Kent Hansen.

LUFTFART: Den nyudnævnte chef for Cimber-konceptet i SAS er uddannet pilot og var operativ chef i SAS Commuter til lukningen i 2004. ”Et meget spændende produkt, som jeg virkelig tror på i fremtiden,” siger Kent Hansen.

Det er en erfaren luftfartsmand, SAS har hentet i Trafikstyrelsen til at søsætte den spændende opgave med at udvikle flyselskabet uden navn (indtil videre), som går ind i rammen efter Cimber og starter med en serie regionale flyvninger udført af CRJ-flåden i SAS og forventeligt med en række ansatte fra moderselskabet.

Kent Hansen er velkendt i SAS som tidligere operativ chef og kaptajn i SAS Commuter fra 1990 til 2004. Selskabet som gjorde tilløb til det samme, som man nu håber at kunne føre ud i livet i Cimber-skallen for at blive i stand til at matche konkurrencen fra lavprisselskaber på samme måde som det er sket både i Lufthansa og Air France/KLM.

Netop nu er Kent Hansen chef for Trafikstyrelsens afdeling med bl.a. luftdygtighedsbevis og sikkerhed for flyene med dansk godkendelse (AOC). Ud over sin pilotuddannelse har han en længere ledelsesuddannelse sammen med to MBAer og 30 år i luftfart.

”Naturligvis glæder jeg mig til opgaven og til at vende tilbage til den operative del af luftfarten med en masse udfordringer. Vi skal skabe et virkeligt godt selskab med en fleksibel driftsenhed til de rette priser og med det rigtige omkostningsniveau. Det har vi alle muligheder for,” siger Kent Hansen til standby.dk.

”Netop nu pågår løbende forhandlinger med kabinepersonalet i SAS om overførsel til det nye selskab. Skal du tage del i dem?”

”Nej det skal jeg ikke. Jeg står udenfor med næsen trykket mod ruden og følger med. Der er bare så meget godt i det her, at det skal lykkes. Og 1. marts træder jeg i funktion. Vi skulle gerne være helt oppe på mærkerne 29. marts, når startskuddet lyder”, siger Kent Hansen til standby.dk.

Han skal senere have en smal lederstab samlet, og der skal vælges en bestyrelse for selskabet. Det hele så smalt som muligt. Fra top til bund.