- STANDBY.DK - https://standby.dk -

’Jeg vil gerne fortsætte med at flyve’

FARVEL: En imposant skikkelse i dansk flyvnings historie tackler ud efter weekenden, når SAS overtager første bid af Cimber. Jørgen Nielsen er færdig med at drive flyselskab, men han kan så meget andet.

Jørgen Nielsen.

FARVEL: En imposant skikkelse i dansk flyvnings historie tackler ud efter weekenden, når SAS overtager første bid af Cimber. Jørgen Nielsen er færdig med at drive flyselskab, men han kan så meget andet.

Af Ejvind Olesen

Der er endnu en måned til, at Cimber er helt ude af Cimber og har overladt resterne af flyselskabet (selve skallen) til SAS. Men allerede på søndag træder direktør Jørgen Nielsen et skridt ud i kulisserne.

Han skal ikke mere drive flyselskab. Siger han selv. Han kan ikke gå på vandet, men han kan så meget andet. Lege fugl med en af sine ATR-maskiner og tumle det som få andre, som den fremragende pilot han også er.

”Jeg er 57 år og ikke moden til at gå på pension. Jeg har en masse planer – også som pilot. Jeg vil flyve mange år endnu (det kan han gøre til han er 65, red.) Der er mange opgaver med færgeflyvning, rådgivning, bestyrelser og at høste af mine erfaringer både ved skrivebordet og i cockpittet.”

Som kollega Erik Randel skrev i Flyvejournalisternes jubilæumsbog: ”Jørgen Nielsen er stadig Himmelhunden med en eksorbitant glæde over fortsat at kunne boltre sig i luften”.

Han undgår jo heller ikke, at vi nævner hans to spektakulære tønderul i en ATR42 over Als for syv år siden. Dog uden passagerer.

To gange har han modtaget Luftfartspokalen. Sidste gang i 2009 for et anstrengende og dristigt arbejde med at redde Cimber Sterling og dermed mange danske arbejdspladser. Her måtte den modige jagerpilot og luftkaptajn give op.

Der er ingen tvivl om, at det glædede ham meget, at Cimber med hele familiens Nielsens historie i baghånden (stiftet af hans far Ingolf Nielsen) kunne sælges til SAS og ikke skulle ende i glemslens mørke.

Nu er Jørgen Nielsen igen rullet rundt med hovedet opad og nyt mod på en anden tilværelse.