- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Jorden kalder dansk turisme

Loney Planet, guidebogen for rygsækfolket, har valgt København til førstepladsen blandt byer, som skal besøges næste år. For to år siden var det Aarhus, der var nummer to på samme liste foran Venedig.

Jeg har rejst meget over hele verden. Jeg har mødt mange danske turister undervejs. Videbegærlige turister, også længe før de kunne søge deres nyheder ved hjælp af elektroniske midler i stribevis af kendte guidebøger på nettet. Politikens ”Turen går til” var og er absolut førende blandt de danske udgivelser. Gad Guides forsøgte at følge med, blandt andet med en dyrere udgave, som på et fly kunne være årsag til overvægt.

Og så er der jo lige Loney Planet, som jeg igen og igen har set unge sidde og studere på stranden på en græsk ø eller ved et vaklende udendørs bord på gaden i Kathmandu i Nepal. Ved de mange konkurrencer for unge interrailere eller senere Brev fra det Blå i Berlingske, hvor jeg har været meddommer, har utallige af de unge henviste til informationer fra Loney Planet.

Der er altså ingen tvivl om, at det er meget flot med en placering som turistland eller by i netop denne guidebog. På den anden side må man lige finde ud af, hvem målgruppen er, før man vælger at spendere store dele markedsføring på netop den gruppe næste år.

McDonalds-gæster
Jeg kan ikke tro, at de ikke har gjort det i Wonderful Copenhagen bistået af Visit Denmark, men jeg kan få bange anelser, når jeg her på STANDBY. dk læser om marketingplaner efter, at København er kåret til ”Best in Travel Cities 2019”.

Bravo Danhostels, billige hotelpensioner og campingpladser. Rygsæksturister I skal være så velkomne, men spis brød til i turistorganisationerne. Når jeg i visse artikler læser om, at medvirkende til placeringen har været den danske gastronomi og Michelin-stjerner, så tvivler jeg på, at det lige er målgruppen. Den går vist mere i retning af McDonalds eller nationalretten stegt flæsk med persillesovs. 

Aarhus foran Venedig
Ser vi lidt bagud, sagde direktør i VisitAarhus, Peer H. Kristensen, i maj 2016 efter at Aarhus var kommet ind på andenpladsen efter Peloponnes og foran Venedig, her på sitet: ”Vi går alle rundt med armene over hovedet. Det er jo Michelin-Guiden inden for turistdestinationer.” Mon dog! Når man kan placere Aarhus foran Venedig som attraktiv turistby, så er der tale om begrebsforvirring.

Vel har de ikke en konstant larm af rullekufferter, kanaler der skvulper over, for mange krydstogtskibe, oversvømmede gader og pladser i Aarhus, som de har i Venedig, men alligevel.

Ser man på listen i fjor, vandt Canada forståeligt foran Colombia og med Finland på tredjepladsen. Bedste region at besøge var i følge Lonely Planet Choquequirao, en udgravet ruinby i Peru. En særlig liste havde sidste år som bedste budget alternativ Nepal med Namibia, Porto og Venedig på de næste pladser.

Privat indkvartering
Der findes vel næppe nogen dyrere by at være turist i end Venedig. Derfor tilføjes også klogeligt efter Venedig (ved privat indkvartering). Når en kategori som budget alternativ, noget backpackere kan forstå, har Nepal og Venedig lige efter hinanden, er der vel grund til at tage det hele med en gran salt. Der findes vel ikke to byer, som stritter mere væk fra hinanden, hvad turistbudgetter angår, end Kathmandu og Venedig. Man kan få et stort og spændende måltid med fem retter i Nepal for det samme, som en kop kaffe koster på Markuspladsen.

Det er sådan noget, vi har Wonderful Copenhagen og Visit Denmark til at finde ud af. Måtte de træffe de rigtige valg.