- STANDBY.DK - https://standby.dk -

København tjener på jazz’en

Københavns jazzfestival er populær og tjener millioner til hovedstaden, viser ny analyse.

Med et publikumstal på over en kvart million er Copenhagen Jazz Festival med sine godt 1.000 koncerter på Københavns kanaler, pladser og spillesteder en stor forretning, viser analysen fra Wonderful Copenhagen.

 

Den estimerer, at festivalen gav en omsætning på 46,9 millioner kroner til hovedstaden. Omsætningen stammer fra de 37% af publikum, der kom rejsende til København til festivalen  og heraf kommer de 9% fra udlandet og 27% fra resten af Danmark. De 46,9 millioner svarer til 61 fuldtidsstillinger i et helt år.

 

De lokale er loyale og engagerede deltagere i festivalen og en stor del planlægger sommeren efter festivalen. Det lokale publikums forbrug anslås til ca. 30 millioner kroner.

 

I analysen svarer 74%, at de gerne ser flere lignende arrangementer i København. Og netop Copenhagen Jazz Festival er med på programmet i vinterfestivalen Wondercool, hvor syv af Københavns festivaler går sammen med Wonderful Copenhagen om at skabe liv og oplevelser i februar.

 

”Vi kan med stolthed notere, at hele 93% af publikum er tilfredse med vores festival, og at 96% oplever, at der er en god stemning under Copenhagen Jazz Festival. Vi scorer samtidig højt i analysen på kvalitet og planlægning,” siger Signe Lopdrup, festivalleder hos Copenhagen Jazz Festival.

 

Tilfredsheden betyder, at mange kommer igen. 54% af publikum har deltaget i festivalen fem eller flere gange. Også når det kommer til aldersfordelingen, har favner festivalen bredt. Aldersmæssigt fordeler publikum sig ligeligt. 35% er under 35 år, 35% er mellem 35 og 55 år og 30% er 56 år eller derover.

Skrevet af Flemming Juul