Lufthavnen vil ikke opkræve betaling for passagerer, der ikke kunne afhente deres bil på p-pladserne og for fly parkeret i lufthavnen under aske-krisen.
Den særlige situation i forbindelse med askeskyen og lukningen af det danske luftrum gav økonomisk tab for Københavns Lufthavn, men har også haft konsekvenser for passagerer, flyselskaber og forretninger i lufthavnen. Københavns Lufthavne vil på visse områder ikke opkræve betaling i lukkeperioden.
”Både passagerer og virksomheder har lidt tab, og det er fair at tage hånd om nogle konkrete ting, vi kan gøre noget ved,” siger lufthavnens direktør, Brian Petersen (foto).
Passagerer, der grundet lukningen af Københavns Lufthavn, opkræves for parkeringsafgift ud over det planlagte tidsrum for parkeringen, gives refusion ved forevisning af dokumentation i form af flybillet og betalt parkeringsbillet. Passagererne kan henvende sig på Lufthavnsparkeringens servicekontor i Terminal 3.
Lufthavnens opkræver ikke parkeringsafgift for de fly, der har været parkeret i Københavns Lufthavn fra torsdag den 15. april kl. 18 til onsdag den 21. april kl. 9.
Butikkerne i Københavns Lufthavns transitområde skal ikke betale koncessionsafgifter for den periode, hvor der ikke har været passagerer i transitområdet.