Lufthavnen forudser op til 85.000 passagerer om dagen de kommende uger – og siger, at den er godt forberedt på travlheden.
Sommeren er den travleste tid på året i lufthavnen, og denne sommer forventes flere passagerer end nogensinde. Henover sommeren forventes op til 40 dage med 75.000-80.000 passagerer – de største dage omkring 85.000 afrejsende, ankommende og transit passagerer.
”Sidste sommer var den største i lufthavnens historie med 6,4 mio. passagerer i juni, juli, august. Siden da har der været konstant vækst i antallet af passagerer og på baggrund af passagerprognoserne, forventer vi en ny rekordsommer i år,” siger lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen.
Lufthavnen er godt forberedt på at håndtere de mange passagerer med blandt andet udvidede check-in faciliteter i Terminal 2, hvor et nyt område med 10 ekstra check-in skranker har øget lufthavnens samlede check-in kapaciteten med 11 procent. Samtidig er der flere check-in automater til rådighed i forhold til sidste sommer, ligesom skiltning og vejledning om check-in på automaterne er blevet forbedret.
I sikkerhedskontrollen sættes der ekstra mandskab ind i sommerperioden, herunder særlige familiespor i de mest travle perioder.