- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kæmpeordre til Boeing

Boeing har fået sin største ordre de seneste 18 måneder – australske Virgin Blue har bestilt 105 nye fly.

Boeing 737-800 NG-flyene leveres fra juni næste år og frem til 2017; flyselskabet kigger også på andre versioner af B737. Hvad Virgin Blue skal betale oplyses ikke, men Boeing er sultne – prisen antydes til at være lavere end hvad flyselskabet i år 2000 betalte for sine Boeing 737.

 

Virgin Blue skal i første omgang have 50 fly, men aftalen omfatter forkøbsret til yderligere 25 og 30 fly. Flere af de nye fly skal erstatte en del af Virgin Blues nuværende 78 ældre Boeing 737’ere. Virgin Blue vil med de nye fly også åbne nye ruter og udvide eksisterende. Virgin Blue, der til august fejrer 10 års fødselsdag, har hovedkvarter i Brisbane, hovedstaden i delstaten Queensland.

 
Virgin Blue er Australiens næststørste flyselskab, kun overgået af Qantas. Sir Richard Bransons flyselskab har ca. 1/3 af det australske indenrigsmarked.
Virgin Blue Group har også flyselskaberne Pacific Blue, Polynesian Blue og V Australia.

 

Pacific Blue har hjemmebase i New Zealand og flyver fra Australien og New Zealand til lande i Stillehavet; Cook Islands, Fiji, Tonga og Vanuatu.
Polynesian Blue er oprettet i samarbejde med regeringen på Samoa og flyver fra østaten til Australien og New Zealand.
V Australia, der åbnede for et år siden, flyver mellem Australien og USA.

 

Virgin Blue har over 2.100 ugentlige fly til 24 byer i Australien samt otte lufthavne i New Zealand, Fiji, Vanuatu, Tonga, Samoa Cook Islands. Sidste år havde flyselskabet 15 mio. passagerer.

 

Skrevet af Redaktionen