- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kabineansatte hos SAS siger ja til gardin-modul

FLYSELSKABER: 90 pct. af medlemmerne i fagforeningen for SAS’ kabineansatte i Danmark har netop stemt ja til ny midlertidig aftale. Dermed accepterer de året ud, at deres hvileplads på fire af SAS’ langrutefly blot er afskærmet med et gardin til passagererne.

SAS hvilekabine.

FLYSELSKABER: 90 pct. af medlemmerne i fagforeningen for SAS’ kabineansatte i Danmark har netop stemt ja til ny midlertidig aftale. Dermed accepterer de året ud, at deres hvileplads på fire af SAS’ langrutefly blot er afskærmet med et gardin til passagererne.

”Vores medlemmer har stemt klart ja til justeringen af vores overenskomst med SAS – og accepterer den tidsbegrænsede aftale. Jeg er tilfreds med, at medlemmerne har taget en beslutning, som betyder, at de kan tjenestegøre på de fire ombyggede A330 langrutefly. Vi har informeret SAS om medlemmernes ja.”

Det sagde formand for Cabin Attendants Union, Merete Scheel, i går til standby.dk – kort efter at CAU’s afstemning var afsluttet.

De kabineansatte hos SAS i Danmark stemte bl.a. om de ville acceptere dårligere hvilevilkår på langruteflyvningerne. I dag har SAS’ langrutefly primært et hvileområde for besætningen med vægge ud til passagerområdet. I kommende nye kabineindretninger på fire af A330-flyene er der blot et gardin med fire hvilepladser til kabinebesætningen.

Nu har flertallet af CAU’s medlemmer accepteret gardin-løsningen året ud. Medlemmerne skulle også stemme ja eller nej til andet end gardin-spørgsmålet.

I alt 700 af de 1.106 stemmeberettigede CAU-medlemmer stemte, hvilket gav en stemmeprocent på 63.

633 stemte ja – svarende til 90,4 procent, 54 stemte nej – 7,7 pct., mens 13 stemte blankt – 1,9 procent.

Den tidsbegrænsede aftale træder i kraft nu på søndag og udløber 31. december i år.

CAU skrev i går til sine medlemmer, at den nye aftale med SAS bl.a. betyder: At alle deltidsansatte ikke skal flyve fuld tid til sommer, at alle lokalaftaler mellem CAU og SAS udenfor overenskomsten ikke kan opsiges i år – hertil kommer bl.a. nogle ændrede arbejdstidsvilkår.

”For at få disse ovennævnte ting, har vi nu sagt ja til i aftalens løbetid på fire specifikke A330, at fravige kravet i overenskomsten om et hvilemodul med faste vægge,” skrev CAU til medlemmerne.