- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kabineansatte i SAS på kurs mod LO-medlemskab

FAGFORENINGER: ”Med et medlemskab af den kommende nye forening for de flyvende i Danmark vil vi bl.a. stå stærkere overfor vores arbejdsgiver,” siger formand for SAS’ danske kabineforening, der forhandler om at komme med i Serviceforbundet og dermed blive en del af LO.

FAGFORENINGER: ”Med et medlemskab af den kommende nye forening for de flyvende i Danmark vil vi bl.a. stå stærkere overfor vores arbejdsgiver,” siger formand for SAS’ danske kabineforening, der forhandler om at komme med i Serviceforbundet og dermed blive en del af LO.

Der skal skabes ny fælles forening for de ca. 4.000 piloter og kabineansatte, der flyver for de danske flyselskaber. Foreningen har endnu ikke fået navn, men den kommer til at høre under Serviceforbundet, der er medlem af LO.

Den nye forenings medlemmer bliver de samme som i dag er med i Flyvebranchens Personale Union, hvor FPU er en af foreningerne under Serviceforbundet. FPU’s medlemmer tæller bl.a. Air Greenland Cabin Union, helikopterfirmaet Bel-Airs Pilotforening, Cimber Cabin Club, Primera Air Pilot Association og selskabets Cabin Union, Sun-Airs Pilotforening og Kabineforening samt Thomas Cook Pilot Union.

Og der kan være tre nye medlemmer på vej til den nye, endnu navnløse forening. For sidste måned indledte paraplyorganisationen Cabin Union Denmark, CUD, forhandling om optagelse i den kommende nye forening.

CUD’s tre medlemmer er fagforeningen for SAS’ kabineansatte i Danmark, CAU – Cabin Attendants Union – samt de tilsvarende foreninger for de kabineansatte hos Jet Time og Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Formand for SAS’ kabineansatte, Helge Thuesen, siger til standby.dk:

”CUD er i god dialog om at komme med i den nye forening, men meget skal falde på plads. Et af mange argumenter for den nye forening er, at vi dermed sammen vil stå stærkere overfor f.eks. social dumpning.

Vi har f.eks. set at Norwegian opruster på langruterne med billig thailandsk arbejdskraft i kabinen; der er problematikken med Ryanairs personalepolitik overfor sine flyvende og, uden jeg vil kalde det social dumpning, ser vi nu, at Jet Time får ATR-fly, der skal flyve for SAS i SAS’ farver og med Jet Time-ansatte, hvis uniform tillempes til at minde om vores i SAS.”

Bliver CAU medlem af den kommende nye forening vil CAU være største gruppe med sine 1.100 medlemmer, ca. 90 pct. af samtlige kabineansatte hos SAS i Danmark.

”Målet med den nye forening er også at få én samlet stærk brancheorganisation, hvor f.eks. CAU vil stå stærkere overfor vores arbejdsgiver. Generelt er det vigtigt, at de flyvende medarbejdere hos de danske flyselskaber står sammen – ellers risikerer vi at blive kørt over,” siger Helge Thuesen og tilføjer:

”Nu flyver Jet Time en del af SAS’ produktion, det tager arbejdspladser fra mine kolleger. Vi kan frygte, at vi til foråret, når overenskomstforhandlingerne begynder med SAS, kan blive mødt med krav om, at vi skal matche de omkostninger, Jet Time flyver for.”

Helge Thuesen påpeger et andet argument for medlemskab af den nye forening. ”En fælles brancheforening for luftfarten vil også have en stærkere stemme overfor f.eks. EU’s lovgivere.”

I øvrigt har CAU generalforsamling 14. november, hvor der bl.a. skal vælges fire nye medlemmer til den ni personer store bestyrelse.