- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kabineansatte i SAS stemmer om ny aftale

FLYSELSKABER: Før jul underskrev fagforeningen for SAS’ kabineansatte i Danmark tillægsaftale med SAS om flere arbejdsforhold. Aftalen, der skal løbe til udgangen af i år, skal først godkendes af foreningens medlemmer, der stemmer i denne tid. Aftalen gælder bl.a. de ændrede hvilekabiner i nogle af SAS’ langrutefly.

Sådan ser det alternative hvileområde ud på et af SAS’ langrutefly; der er kun gardiner ud til passagerområdet – mens der på andre langrutefly hos SAS er mere støjdæmpende vægge.

FLYSELSKABER: Før jul underskrev fagforeningen for SAS’ kabineansatte i Danmark tillægsaftale med SAS om flere arbejdsforhold. Aftalen, der skal løbe til udgangen af i år, skal først godkendes af foreningens medlemmer, der stemmer i denne tid. Aftalen gælder bl.a. de ændrede hvilekabiner i nogle af SAS’ langrutefly.

”Jeg vil ikke sige, om jeg anbefaler et ja eller nej til den nye aftale. Vores medlemmer skal have ro til at stemme,” siger formand for Cabin Attendants Union i Danmark, Merete Scheel, til standby.dk

CAU organiserer ca. 90 pct. af de 1.500 kabineansatte hos SAS i Danmark. Medlemmerne kan stemme om den nye aftale frem til torsdag i næste uge.

Merete Scheel vil ikke gå i detaljer om, hvilke områder den nye aftale omfatter, men bekræfter standby.dks oplysninger om, at den bl.a. gælder hvilemodulet til kabinebesætningen på nogle af SAS’ Airbus A330/A340 langrutefly. Mens de fleste af SAS’ langrutefly har hvilemoduler til kabineansatte med vægge ud til passagerområdet, har mindst et af flyene blot et gardin bag hvilket der står fire hvilesæder.

Sidste forår skrev standby.dk også om problematikken med den alternative hvilekabine. SAS havde på det tidspunkt fået sit 12. langrutefly, en A340, der bl.a. skulle fungere som et slags back-up fly for SAS’ øvrige langrutefly.

Men indretningen af kabinen på ”reserveflyet” kunne ikke accepteres af SAS’ danske og svenske fagforeninger for kabineansatte. For mens SAS’ øvrige langrutefly har en væg til de kabineansattes hvileområde på de store langruter til f.eks. Beijing, San Francisco og Tokyo, har det nye fly kun gardinet som separation. Derfor havde flyet i begyndelsen kun norske kabinebesætninger ud af Københavns Lufthavn.

Merete Scheel, sagde dengang til standby.dk: ”Vi undrer os over, at SAS har råd til dette – vi får hele tiden at vide, at SAS skal spare. SAS norske kabineansatte er halvanden gang dyrere i løn og pension. Samtidig bliver det vældig bekosteligt for SAS, at flyve norske kabinebesætninger til København, hvor de skal have hotelovernatninger. CAU stiller sig vældig kritisk overfor dette og vil ikke acceptere, at der forsvinder danske arbejdspladser.”