Godt humør kan man komme langt med, og nu bliver en kabinechef fra Jettime hyldet online for at skabe særligt god stemning. Hos Jettime oplever man, at en stor del af personalet går et ekstra stykke vej for passagererne, siger direktør.
Det er ikke altid, at stemningen er dårlig på internettet, og det er noget, som kabinechef Peter Vingborg fra Jettime lige nu kan mærke. For han befinder sig lige nu i en veritabel lovestorm på baggrund af den stemning, han formår at sprede blandt passagererne i kabinen.
En passager har således skrevet til influenceren Anders Hemmingsen, at han skal sørge for, at Vingborg får sig en lønforhøjelse for den service, som passageren oplevede. Han formåede nemlig at gøre en forsinkelse til en god oplevelse.
”Har aldrig i mit liv fået så god service i et fly. Flyet var forsinket i en time, og han inviterede alle børn og barnlige sjæle i cockpittet i ventetiden. Undervejs jokede han med alle på sin vej, tog sig god tid og var alt i alt den bedste flyoplevelse, vi nogensinde har haft,” skriver passageren blandt andet.
Hemmingsen har delt historien, og i skrivende stund har den fået 37.225 likes på Instagram.
Skaber god stemning
Siden har flere også skrevet til Hemmingsen om deres gode oplevelser med Peter Vingborg. En anden passager fortæller, at de har fløjet med Vingborg to gange – én gang, hvor en passager besvimede, og han reagerede med det samme, og en gang på Rhodos, hvor han fortalte passagererne om flyet.
”Jeg var på Kreta i sommer, hvor han var steward på vej hjem – han var GENIAL! Han lavede sjov over højtaleren, talte til os, der har lidt flyangst, delte gratis ting ud til passagerer og gjorde det til et spil, hvor man skulle være hurtigst på ‘hjælp’-knappen,” skriver en tredje passager og tilføjer:
”Det var så forfriskende, og jeg har fortalt vidt og bredt om den fantastiske tur. Ej, han fortjener virkelig så meget ros og kærlighed.”
En ekstra bonus
Hos Jettime vækker det glæde, at Peter Vingborg høster megen positiv opmærksomhed. Herfra lyder det, at kabinepersonalets topprioritet er at skabe en sikker flyvetur, hvor passagererne føler sig taget hånd om.
”Jettime cabin crew er først og fremmest uddannet til at varetage sikkerheden ombord. Sikkerheden ombord på flyvningen for vores gæster og egne medarbejdere er første prioritet,” siger flyselskabets administrerende direktør, Anders Fred, og tilføjer:
”Derudover skal vores cabin crew sørge for, at servicen gennemføres på en smidig og nærværende måde. Det gælder for eksempel servering af mad og drikke og salg af produkter fra vores varesortiment ombord.”
Den administrerende direktør fortæller, at Peter Vingborgs arbejde er noget, som ledelsen i flyselskabet sætter pris på.
”Det er en ekstra ’bonus’ for vores gæster, når en kabinechef som Peter forstår at skabe en god stemning ombord. Det gør flyrejsen til en oplevelse, som gæsterne kan huske og ikke blot en transport fra A til B,” siger han og tilføjer, at han oplever, at Jettimes ansatte generelt er gode til at være til stede for passagererne.
”Vores medarbejdere, både piloter og cabin crew, er rigtigt gode til at arbejde sammen ombord, og de har et stærkt professionelt sammenhold. Deres familiære relation smitter af på gæsterne og bidrager til den gode oplevelse. Peter er heldigvis en af mange blandt vores cabin crew, som mestrer både at varetage sikkerheden og samtidigt, med et smil, levere en særlig oplevelse – også når de har lange arbejdsdage og på alle tider af døgnet,” siger han.
Relaterede artikler:
Svensk flyselskab konkurs: Spies og Apollo finder alternativer