- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kæmpe fusion på vej: Amex GBT vil købe Egencia

Erhvervsrejsebureaugiganten American Express GBT har budt på at købe Egencia på verdensplan fra Expedia Group. I Danmark er Amex og Egencia blandt de tre største erhvervsrejsebureauer.

American Express Global Business Travel, Amex GBT, har afgivet et bindende tilbud om at købe Egencia, Expedia Groups forretningsrejsedel. Som en del af transaktionen bliver Expedia Group aktionær i, og indgå en langsigtet kommerciel aftale med GBT, oplyser Amex og Egencia i en fælles pressemeddelelse. Der oplyses ikke noget om, hvilken pris Amex vil betale for Egencia.

Egencia købte i 2012 da daværende nordiske erhvervsrejsebureau Via Travel, der efterfølgende skiftede navn til Via Egencia og som siden 2016 blot har heddet netop Egencia.

Giganten Expedia Group tæller udover Egencia også varemærker som Hotels.com, Trivago og Travelocity.

Aftalen vil bringe Egencia ind i GBT-familien. GBT vil fortsætte med at investere i Egencia-mærket, dets medarbejdere og teknologi som en del af verdens førende platform for forretningsrejser, oplyses det.

Paul Abbott, koncernchef for GBT, siger i pressemeddelelsen: ”Vores strategi er at give kunderne et uovertruffen valg ved at have de bedste løsninger til hvert administreret segment, som vi betjener. Egencia vil blive styrket af GBTs supplerende teknologi, udviklingsevne og banebrydende indhold. Dette vil skabe nye muligheder for både multinationale og små og mellemstore kunder (SMV), leverandører og de talentfulde teams inden for begge organisationer.”

Mere teknologi og kundeløsninger
Præsident for Expedia Business Services, Ariane Gorin, siger i den fælles pressemeddelelse:

”Vi er begejstrede over den potentielle aftale, og hvad GBT og Egencia kan opnå sammen, mens Expedia Group søger at forenkle vores forretning og være førende inden for alle vores områder. Kombinationen af GBT’s løsninger med Egencias teknologi og team vil hjælpe med at skabe verdens bedste forretningsrejser til kunder og leverandører.

Expedia-koncernen tror stærkt på den robuste tilbagevenden af rejser efter coronakrisen, også inden for erhvervsområdet,” siger Ariane Gorin.

Den foreslåede sammenlægning er blandt andet afhængig af myndighedsgodkendelser.

Mastodonter i Danmark
I 2019, sidste normale rejseår før coronakrisen, var Amex og Egencia sammen med CWT de tre største erhvervsrejsebureauer i Danmark. Samlet havde trioen over halvdelen af omsætningen blandt erhvervsrejsebureauerne i Danmark.

American Express Global Business Travel, Amex GBT omsatte i 2019 for 1,5 milliarder kroner i Danmark, Egencia omsatte samme år for omkring 1,35 milliarder kroner, skønnede Dansk Brancheanalyse overfor STANDBY.dk, mens CWT i 2019 omsatte for 1,3 milliarder kroner i Danmark.

Relaterede artikler:

Stort erhvervsbureau fastholder omsætning og ansatte

Erhvervsbureau øger omsætning med 200 millioner kr.

”Der gælder andre regler for forretningsrejsende”

Slut med VIA Travel i Norden