- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt branche-profil fylder 50

Karin Gert Nielsen, ejer af Atlantic Link, fylder 50 år den 20. april. Atlantic Link er specialiseret i feriedestinationer og luksus hotelkæder, og Karin Gert Nielsen er kendt i rejsebranchen for sit engagement og store arbejde.

Karin Gert Nielsen.

Karin Gert Nielsen, ejer af Atlantic Link, fylder 50 år den 20. april. Atlantic Link er specialiseret i feriedestinationer og luksus hotelkæder, og Karin Gert Nielsen er kendt i rejsebranchen for sit engagement og store arbejde.

Ildsjælen, der ikke går på kompromis, er blevet hædret af branchen flere gange. I 2009 modtog hun Danmarks Rejsebureau Forenings hæderspris for at gøre en forskel i branchen for sin nytænkende tilgang, og i 2012 Europæiske Rejseforsikrings Travel Award for sit energiske og innovative arbejde for især USA. Atlantic Link har da også sin del af æren for, at USA vandt prisen som bedste turistdestination ved Danish Travel Awards i både 2011 og 2012.

Karin Gert Nielsen er gennem årene blevet en institution i branchen, hvor hun indledte sin karriere som turistguide i Jugoslavien og derefter som elev i et lille rejsebureau i Aarhus.  Siden steg hun i graderne hos Benns Rejser, Stjernegaard Rejser, Tjæreborg og til sidst Team Travel, hvor hun blev marketing- og produktionschef i 1995. I 2001 startede hun Atlantic Link med en vision om at åbne skandinavernes øjne for USA som rejsemål.

I dag laver Atlantic Link salg, marketing og PR for kunder fra hele verden, heriblandt Californien, Oregon, De Dansk Vestindiske Øer, Peru og en række hotelkæder som Steigenberger og Kimpton Hotels. Firmaet har i dag 11 medarbejdere.

Karin Gert Nielsen er også direktør i Discover America Denmark og formand for den danske afdeling af Pacific Asia Travel Association (PATA). Fritiden tilbringer hun på golfbaner – fra Amager til Californien – og med god mad og californisk vin i selskab med den betragtelige vennekreds.

Fødselsdagen markeres med en reception fredag den 19. april på Hotel Kong Arthur i København fra kl. 14.00 til 18.00.