- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt hotelchef forlader Danmark

Efter syv år hos Radisson Blu i Århus som bl.a. salgschef, bliver Flemming Poulsen direktør for nyt Radisson-hotel i Norge.

Fra 4. oktober er Flemming Poulsen direktør for Radisson Blu Hotel, Trondheim Airport. Det norske hotel åbnede i august sidste år med 180 værelser, 11 mødelokaler og en italiensk restaurant, Filini.

 

Inden Flemming Poulsen for syv år siden kom til Radisson-hotellet i Århus, var han hos Lufthansa, BCD Travel og SAS. Han var ind til sidste år salgschef for hotellet, men valgte at blive Operation Manager.

 

”Når man i Radisson Blu-kæden skal ”i lære” som hoteldirektør er det vigtigt, at man ikke kommer direkte fra en stilling som fx salgschef, men har prøvet noget andet, fx at være Operation Manager. Kæden udvikler direktørkandidater til et støt stigende behov for nye chefer. Jeg søgte jobbet som operationschef for at udvikle mig. Det er vigtigt at få fyldt ens eventuelle svage områder,” siger 41-årige Flemming Poulsen til takeoff.dk

 

For knap to år siden blev Casper Bock ansat på hotellet – med henblik på at overtage Flemming Poulsens job som salgschef, hvilket han har i dag. Indenfor Flemming Poulsens nuværende arbejdsområde, får Julie Baggesen ansvaret for reception og house keeping, mens der endnu ikke er udpeget en afløser til hotellets Food & Beverage-afdeling.

 

Flemming Poulsen har i øvrigt endnu ikke besøgt sit nye hotel i det norske. ”Det bliver spædende at se hotellet, møde medarbejderne og den norske kultur. Min hustru og vores børn på seks og otte år glæder os til at flytte til Norge,” siger han.

 

Der bliver afskedsreception for Flemming Poulsen 29. september – tidspunktet er endnu ikke fastsat.

 

Radisson-hotellet har de sidste mange år vundet Danish Travel Award-prisen som bedste hotel uden for Storkøbenhavn. Hvordan det går i år, afgøres 7. oktober.

Skrevet af Henrik Baumgarten