- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt kommunikationschef runder de 60

Kommunikationschef for Spies og Thomas Cook Airlines, Torben Andersen, runder lørdag de første 60 år – han fejres på mandag med en reception.

Pressechef for Spies og Thomas Cook Airlines, Torben Andersen (til højre), fejrer mandag sin 60 års fødselsdag med reception hos Spies’ Rejsebureau i København.

Kommunikationschef for Spies og Thomas Cook Airlines, Torben Andersen, runder lørdag de første 60 år – han fejres på mandag med en reception.

Som tidligere souschef for Torben Andersen i det daværende Sterling Airways husker jeg blandt meget andet Torbens kvikke bemærkninger, humor og kreativitet.

F.eks. dengang sidst i 1980’erne, da Tjæreborg Rejsers daværende adm. direktør, Jens Veino, ringede og sagde, at han på pressemødet næste uge om Tjæreborgs kommende charterrejser til Kina også ville fortælle at rejsebureauet ville lave charterrejser til Australien.

Jens spurgte, om vi i Sterlings presseafdeling, der også servicerede Tjæreborg Rejser, gad tænke på foto-mulighed, der kombinerede Kina og Australien…

Mens alle andre ville have brugt weekenden på at udtænke dette, kom svaret med det samme fra kære Torben:

”Det er da let nok – man tager bare en kineser på en kænguru-stylte.”

Rejserne til Australien blev dog aldrig til noget.

Torben Andersens karriere startede med mesterlære på Middelfart Venstreblad, derfra blev han i 1974 egnsredaktør for Fyns Tidende på Vestfyn og siden reporter på Morgenposten. I 1978 kom han til det daværende Søndags Aktuelt.

Luft fik Torben Andersen under vingerne fra 1984, da han blev informationschef for Sterling Airways og til dels for Tjæreborg Rejser.

Fra 1994 til 1997 stod der på visitkortet informationschef for Fritidsrejser, Sol Rejser og Falke Rejser (Team Sterling) og Star Tour.

I 1997 blev Torben Andersen ny kommunikationschef for Spies Rejser og Premiair, det nuværende Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Torben Andersen, der bl.a. er i bestyrelsen for Danske Luftfartsjournalister, tilbringer gerne sine ferier i Thailand – også krydstogter har været højt prioriterede gennem flere år, når han slapper af med sin hustru, Lisbeth, datteren, svigersønnen samt børnebørnene.

Torben Andersen fejrer den runde dag med en reception på mandag, mellem kl. 15 og kl. 17 hos Spies Rejser på Axeltorv i København.