- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt smykkefirma i samarbejde med Tivoli

Under Jul i Tivoli fremviser det østrigske Swarovski-firma, der er verdensberømt for sine krystaller, et særligt pyntet juletræ i Tivoli – krystallerne på træet har en værdi af én million kroner.

Den globale krystal og smykkeproducent Swarovski har fået et nyt partnerskab med Tivoli til årets julesæson. Tivoli bliver dermed Swarovskis hidtidig største juleshowroom i Skandinavien.

Klik for stort format. Sådan forestiller illustrator sig at det kommende Swarovski juletræ i Tivoli kommer til at se ud. Krystallerne på træet har en værdi på over en million kroner. Illustration: Tivoli.

Udover etablering af pop-up-shop bliver der for første gang i Danmark et ti meter højt juletræ iklædt Swarovski krystaller til en værdi af en million kroner, oplyser Tivoli og tilføjer, at juletræet med de kostbare krystaller under hele perioden i Tivoli vil være under skærpet opsyn.

Træet kommer til at stå i springvandet foran Nimb Hotel og bliver med sine 3.000 krystaller en af nyhederne under Jul i Tivoli fra 16. november til 5. januar.

Designvirksomheden Swarovski blev grundlagt i 1895 i Østrig og er kendt for sine krystaller af høj kvalitet af produkter indenfor smykker, brugskunst og belysning. Swarovski har cirka 3.000 forretninger i 170 lande verden over og havde sidste år en omsætning på over 20 milliarder kroner.

Siden 1991 har de funklende juletræer fra Swarovski blandt andet stået foran Rockefeller Center i New York og hovedbanegårdene i Zürich og Paris.

Ti dage om at pynte træet
Tre dekoratører vil bruge ti dage på at pynte Swarovski-træet i Tivoli. Forinden har Tivolis udviklingsafdeling været hos Swarovskis hovedkvarter i Østrig.

Chef for kommercielle partnerskaber og Tivoli Erhvervsklub, Niels Jørgensen siger: ”Matchet mellem Swarovski og Tivoli er spot on og vi er rigtig stolte over, at kunne tilknytte et internationalt topbrand til Tivolis partnerportefølje. Tivoli er en attraktiv kommerciel platform.”

Swarovski bliver også medlem Tivoli Erhvervsklub og etablerer en pop-up shop foran Nimb, hvor Havens gæster kan se et særligt udvalgt sortiment inden for ornamenter og interiører.

Tivolis designchef Jacob Helenius siger: ”Jeg har i alle mine år som designer i Tivoli drømt om at få et Swarovski juletræ. Det har været en helt fantastisk rejse med et inspirerende samarbejde mellem Swarovski på deres hovedkontor i Watten i Østrig og Tivolis designafdeling.”

Relaterede artikler:

Tivoli udvider sit B2B-salgsteam

Tivoli mister ny direktionsdirektør efter få måneder

Tivoli sætter fokus på kulturen i juleperioden