- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kidnapning som ferieaktivitet

Et fransk selskab, Ultime Réalité, tilbyder turister oplevelser, som hentet ud af gyser- og aktionfilm.

Et af selskabets turistydelser er at forfølge, kidnappe og bagbinde aktivitetshungrende turister og spærre dem inde et par timer. Prisen for en sådan behandling er 6.700 kroner, men det er blot standard-versionen. For dem, der ønsker individuelt designede kidnapninger, er der mulighed for at indlægge flugtforsøg, speedbåds- eller helikopterjagt, men så bliver prisen tilsvarende højere, skriver ekstrabladet.dk.

Ifølge selskabets stifter, George Cexus, er der blandt kunderne en del, der dyrker kampsport og søger anderledes udfordringer, mens en anden del har behov for at få afprøvet deres frygt og fobier.

 

Eksterne medarbejdere skal sikre, at ’ofrene’ ikke kommer til at lide fysisk eller psykisk overlast og ’ofrene’ kan selv afbryde seancen ved at nævne et særligt stop-ord. I øvrigt kan kidnapningen ikke foræres til andre som en gave.

 

Skrevet af Flemming Juul