- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kilroy atter på banen i Aarhus

REJSEBUREAUER: Efter tre års fravær vender det store ungdomsrejsebureau i august tilbage til Aarhus. Kilroy udelukker ikke flere rejsebureauer i Danmark.

REJSEBUREAUER: Efter tre års fravær vender det store ungdomsrejsebureau i august tilbage til Aarhus. Kilroy udelukker ikke flere rejsebureauer i Danmark.

Efter Kilroy og Jysk Rejsebureau i 2009 slog sig sammen under den fælles paraply, Horizons, lukkede Kilroy to år senere sit rejsebureau på Fredensgade i Aarhus’ midtby. Men til august er Kilroy tilbage på samme adresse og et rejsebureau med fem ansatte. Kilroy har i forvejen rejsebureauer i København og Odense.

”Vi ejer bygningen i Fredensgade, hvor vi nu atter får rejsebureau. Det blev lukket for tre år siden, men vi må erkende, at der er behov for at være fysisk til stede for at kunne give personlig rådgivning. Online-salget vokser, men mange af vores unge rejsende vil gerne se en sælger i øjnene, ikke mindst når det gælder store, komplekse rejser,” siger Sarah Crone, kommerciel chef for Kilroy Denmark til standby.dk

Sarah Crone udelukker ikke, at Kilroy kan åbne rejsebureauer i andre danske byer, men der er ingen konkrete planer.

Det går godt for veldrevne Kilroy – i forhold til sidste år er passagertallet steget op mod ti procent, mens omsætningen er blevet endnu højere. Kilroy sidder nærmest enevældig på salget af skræddersyede rejser til unge og studerende – målgruppen er de 18-33-årige.

”Vi oplever en generation af unge, der vil ud i verden og udvide deres horisont. At være global er ikke længere en mulighed for de eventyrlystne, eller en tilføjelse til et godt CV – det er ”et must” for at være rustet til deres fremtid,” siger Sarah Crone og fortsætter:

”Derfor er Aarhus, Danmarks næststørste studieby, et oplagt sted at være. Siden vi lukkede, har Kilroy modtaget mange henvendelser fra studerende i Aarhus, som har bedt os komme tilbage.”

Kilroy er repræsenteret i seks lande – ud over de fem nordiske også i Holland. Det over 20 år gamle ungdomsbureau sælger rejser til unge og studerende, men fokuserer også på studieudveksling og studieophold i bl.a. Nordamerika, Australien og Asien.