- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kina og Rusland sammen om nyt langrutefly

LUFTFART: Holder planen vil samarbejde mellem flyfabrikker i Kina og Rusland om ca. ti år begynde levering af langrutefly. Partnerne stræber efter 10 pct. af verdensmarkedet, der i dag domineres af Airbus og Boeing.

LUFTFART: Holder planen vil samarbejde mellem flyfabrikker i Kina og Rusland om ca. ti år begynde levering af langrutefly. Partnerne stræber efter 10 pct. af verdensmarkedet, der i dag domineres af Airbus og Boeing.

Selskabet China-Russia Commercial Aircraft International Company (CRAIC) er nu stiftet af Kinas flyfabrik COMAC og Ruslands UAC-fabrik i en joint venture. COMAC er forkortelse for Commercial Aircraft Corporation of China, mens UAC står for United Aircraft Corporation.

Samarbejdet går i første omgang på at skabe et langrutefly med plads til 280 passagerer på tre klasser og en rækkevidde på 12.000 km. Byggeriet af de nye fly skal ske i Shanghai, mens flyets researchcenter bliver i Moskva.

Partnernes tidsplan siger, at flyet kan komme på vingerne i 2025-2028 og målet er at tage ti pct. af markedet for denne flytype – i konkurrence med bl.a. Airbus A350 og Boeing B787, skriver Reuters.

I sin årlige analyse af behov for passagerfly i fremtiden sagde Boeing i juli sidste år, at der på verdensplan er et marked de næste 20 år for ca. 9.100 fly med to midtergange.

Mere konkurrence fra Kina

Kinesiske COMAC fremstiller allerede typen ARJ21 regional jet – og havde tidligere denne måned første testflyvning med sin 168-sæders version C919, der skal tage kampen op mod de mindre versioner af Airbus A320-familien og Boeing 737.

COMAC har foreløbig bestillinger på 570 eksemplarer af C919 fra 23 kunder. China Eastern Airlines fra Skyteam-alliancen står til at blive søsætningskunde.

COMAC vil bygge seks eksemplarer af C919 til testflyvninger – flyfabrikken regner med at C919 vil have sin typegodkendelse om tre år. Fra 2020 forventer COMAC at samle 150 eksemplarer om året – og i 2035 er det målet, at COMAC har en tredjedel af det kinesiske marked for disse flytyper og 20 pct. af det globale marked. Over de næste 20 år forventes de kinesiske flyselskaber at skulle købe over 5.500 nye fly.

’Griner ned til banken’

Airbus og Boeing er naturligvis opmærksomme på den kommende konkurrence fra Kina og Rusland samt bl.a. Japan.

Japan, Kina og Rusland udbygger egne flyfabrikker til at konkurrere med duopolet fra Airbus og Boeing samt mindre flyfabrikker som f.eks. canadiske Bombardier og brasilianske Embraer.

Japanerne har MRJ (Mitsubishi Regional Jet), kineserne COMAC, mens den russiske udfordrer er tidligere nævnte UAC.

”Japan, Kina og Rusland er gået ind i konkurrencen mod Airbus og Boeing med dybe, statslige lommer. De nye spillere er legitime nok, men jeg ser ikke, at de bringer noget nyt til festen – dermed begår de en stor fejl ved ikke at bidrage til noget nyt på området for flytyper som Boeing 737 eller vores A320-familie, som de vil konkurrere med.”

Det sagde Airbus’ daværende vicepræsident for strategier, Christian Scherer, ved presseminar for nogle år siden hos Airbus i Toulouse som bl.a. standby.dk deltog i.

”Airbus og Boeing står til at tabe markedsandele til de nye udfordrere – og disse griner hele vejen til banken, mens de ser Airbus og Boeing bruger tid og ressourcer på at nærmest rive hinanden i stykker,” sagde han.