En af de rigeste mænd i Kina er nu gennem sit firma Fosun Group blevet storaktionær i franske Club Med.
Hensigten er over en femårig periode at gøre kineserne til storkunder og samtidig oprette Club Med-destinationer i Kina, skriver business.dk.
Club Mediterranée er 60 år gammel og er pioner for all inclusive ferierne, hvor gæsterne betaler det hele på forhånd. I dag har selskabet 80 ferielandsbyer i 40 lande og vil endnu i år etablere et skisportssted i det nordlige Kina.
Med sit seneste aktieopkøb ejer Fosun Group nu 10 procent af Club Med og den kinesiske koncern, der kontrolleres af den næstrigeste mand i Kina, Guo Guangchang, vil assistere Club Med med åbning af yderligere fire ferielandsbyer i Kina.