- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Klar til konkurrence på det svenske tognet

Tyske FlixTrain begynder 6. maj at køre sin første indenrigsrute i Sverige med 38 ugentlige afgange mellem Stockholm og Gøteborg. Senere følger også rute fra Malmø til Stockholm.

FlixTrain siger i pressemeddelelse, at man bliver den billigste togforbindelse mellem Stockholm og Gøteborg med priser ned til 129 svenske kroner, cirka 95 danske kroner, for en envejs-billet. FlixTrain skal ikke mindst konkurrere med de svenske statslige jernbaner, SJ.

”FlixTrains vil udfylde et tomrum på det voksende svenske togmarked med integreret bus- og togtrafik. Håbet er også, at vores udbud og priser vil få flere til at vælge den kollektive trafik på rejser indenfor Sverige,” siger Peter Ahlgren, nordisk direktør for FlixBus.

Første afgang for FlixTrains eldrevne tog mellem Sveriges to største byer bliver den 6. maj. FlixTrain kører i forvejen tog på sit tyske hjemmemarked.

Til at begynde med vil FlixTrain køre 38 afgange om ugen med to til tre daglige afgange i hver retning og med stop i Södertälje, Hallsberg, Skövde og Falköping. Den samlede køretid mellem Stockholm og Gøteborg bliver tre en halv time. De seks togvogne har samlet plads til 562 passagerer, men på grund af coronarestriktionerne sælges i første omgang kun halvdelen af pladserne.

Senere vil FlixTrain også åbne togrute mellem Stockholm og Malmø. FlixTrain har tidligere oplyst til STANDBY.DK, at man ikke har aktuelle tog-planer i Danmark, hvor selskabet allerede er aktivt med sine FlixBusser. Ifølge FlixBus’ danske hjemmeside betjener selskabet over 30 danske byer med sine fjernbusser.

Tog, fjern- og sightseeing-busser
FlixTrain kommer til at køre op til 200 kilometer i timen når det går hurtigst mellem Stockholm og Gøteborg. Passagererne har blandt andet adgang til internet ligesom der kan streames film og lydbøger

FlixTrain er lige som FlixBus en del af den tyske koncern FlixMobility, der beskriver sig som Europas førende netværk indenfor fjernbusser.

FlixMobility findes i dag i 36 primært europæiske lande, hvor man samarbejder med 500 partnere indenfor busser og tog.

Relaterede artikler:

DSB køber franske eltog for 20 milliarder kroner

Regeringen: Dansk interrail og nattog til udlandet

Rejsebureau skifter fokus fra busser til tog