- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Klimainvestering og billige ferier

Star Tour og TUI Nordic arbejder på at nedbringe CO2-udslip både på flydelen og på destinationsdelen.

”Vores 13 Blue Village anlæg bliver alle miljøcertificeret ifølge ISO 14001 inden årets udgang, og vi arbejder på at TUIfly Nordic om kort tid kan kalde sig miljøcertificeret. Ambitionerne er høje fordi kunderne vil kræve miljørigtige ferier i fremtiden, og fordi investering i klimaet sikrer lavere priser til kunderne og bedre indtjening til os”, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

 

Et solfangeranlæg har en gennemsnitlig levetid på ca. 20 år og koster en million kroner i investering på et Blue Village hotel med 300 lejligheder:

 

”Det koster os 350.000 kroner om året i olie at sørge for energi til 300 lejligheder på et hotel, så den ene million, som et solfangeranlæg koster, er altså tjent ind på tre år – og derefter har vi gratis energi i ca. 17 år. Det er på den måde, der er penge i klimainvesteringer”, mener han.

 

85% af CO2-udslippet fra en ferierejse kommer fra flyrejsen, 0,1% stammer fra administrationen og de resterende knap 15% fra opholdet på destinationen.

 

Arbejdet med certificeringen af Star Tours Blue Village anlæg bliver til en omfattende miljøhåndbog, som Star Tours 1.600 øvrige hotelsamarbejdspartnere bliver opfordret til at følge. Belønningen for konkrete resultater i form af en miljøcertificering er øget markedsføring og dermed større salg gennem Star Tour.

 

TUIfly Nordic har bestilt to Boeing 787 Dreamliner – verdens første ”grønne” fly, der bruger omkring 20% mindre brændstof og har en væsentlig længere rækkevidde. Alle TUI Fly Nordics fly har winglets, og det betyder en besparelse på ca. 12.500 tons, eller 350 returflyvninger København-Mallorca, om året.

Skrevet af Flemming Juul