- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Københavns Lufthavn kårer bedste taxiselskab

TURISME: Ved brug af ’mystery shoppers’ har Københavns Lufthavn fundet seneste kvartals bedste taxaselskab, bedømt via 26 kriterier.

Københavns største taxaselskab, Dantaxi 4×48, er igen kåret som det selskab, der giver passagererne den bedste service på taxikørslen fra Lufthavnen, oplyser Dantaxi.

Københavns Lufthavn vurderer løbende de københavnske taxiselskabers serviceniveau og vælger hvert kvartal det selskab, der sammenlagt opnår den højeste score i en række servicekategorier.

Lufthavnen gør brug af en slags ’spioner’ anonymt forklædt som almindelige forbrugere til at teste, om taxiselskaberne lever op til lufthavnens servicekriterier.

Dantaxi 4×48 er for andet kvartal i træk (og for fjerde gang i alt) kåret som det bedste selskab.

Adm. direktør i Dantaxi 4×48 Carsten Aastrup siger: ”Resultatet er et skulderklap til vores dygtige chauffører og samtidig et vidnesbyrd om, at servicen i de københavnske taxier slet ikke er så ringe.”

Taxituren fra Københavns Lufthavn måles på 26 punkter. Der måles på chaufførens høflighed, sprogbrug, rutevalg, hjælp til bagagen og meget andet. Derudover vurderes bilens renhed inde som ude. F.eks. scorede Dantaxi 4×48 samlet 89 pct. i kategorien ’høflig service ved betaling’ og 100 pct. i kategorien ’ren og pæn vogn’.

Dantaxi 4×48 er Danmarks eneste landsdækkende taxiselskab med 1.450 vogne og en samlet omsætning på knap 1,6 milliarder kr. I Region Hovedstaden råder selskabet over ca. 900 vogne og er det største taxiselskab i København.​