- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Københavns Lufthavn vil øge luftfragt

LUFTFART: Københavns Lufthavn ser misundeligt til mens Oslos hovedlufthavn på et år, også pga. lavere landingsafgifter, har fået seks nye rene cargoselskaber. Nu vil Københavns Lufthavn udrulle Airport Business Park.

Tårnby Kommune, hvor Københavns Lufthavn ligger, har netop vedtaget lokalplan, der kan åbne nyt erhvervseventyr med luftfragt – Airport Business Park. Foreløbig er der intet konkret om projektet.

Men der er store planer for det 150.000 m2 område i Københavns Lufthavn ud til Øresund, som Tårnby kommune netop har givet mulighed for at udvikle til Airport Business Park.

Byggeriet vil betyde flere jobs, mere luftfragt og bedre muligheder for eksport af højværdivarer med fly, hedder det fra Københavns Lufthavn. Som en vigtig del af planen udvikles det lokale vejnet.

”Bekymringen hos Tårnby kommune har været udsigt til øget trafik til og fra Kystvejen. Men den udfordring er løst med at forbedre den store rundkørsel ved Kystvejen,” siger Tårnby Kommunes borgmester, Henrik Zimino og tilføjer: ”Vi ser frem til at kommunen og lufthavnen kan udvikle hvad der forhåbentlig kan blive et nordeuropæisk centrum for luftfragt.”

Store ambitioner

En ambition med Airport Business Park i Københavns Lufthavn er at fordoble fragtkapaciteten fra de nuværende 500.000 til 1.000.000 tons luftfragt årligt.

”I dag udgør fragt i passagerflyenes lastrum omkring 10 pct. af indtjeningen på især oversøiske ruter. Derfor er luftfragt afgørende når vi skal tiltrække nye flyruter,” siger Peter Krogsgaard, lufthavnens kommercielle direktør.

Boom for cargo i Skandinavien

Hjemmesiden newstodate.aero skrev forleden, at indtil nu boomer air cargo fra to af de tre skandinaviske hovedlufthavne.

Her er Oslo ubestridt leder når det gælder vækst. Væksten på cargo har i årets første halvår været 32 pct. – i alt 86.700 tons ikke mindst pga. flere fragtflyvninger. Cargo-flyvninger til Sveriges hovedlufthavn, Stockholm Arlanda, steg i årets første halvår til over 10 pct. til 88.700 mio. tons.

Der har ikke været vækst på cargo i Københavns Lufthavn i årets første halvår. Lufthavnen stoppede i 2015 med at oplyse sine fragtmængder. Det gør til gengæld Danmarks næststørste lufthavn, Billund, hver måned.

Københavns Lufthavn er dog stadig største cargo-lufthavn i Skandinavien, hvor den sidste år ekspederede over 423.000 tons luftfragt.

Stor vækst i Oslo

Oslos hovedlufthavn fik i årets første halvår rekordvækst på flyfragt med åbning af seks nye luftfragtruter – det gav vækst på 32 pct. i forhold til samme tid sidste år.

Oslos hovedlufthavn, Gardermoen, betjenes nu med 17 ugentlige flyvninger fra aircargo-flyselskaber – den primære handelsvare er norsk seafood, navnlig laks.

”Der har været en tonnage-øgning på 105 pct. i forhold til sidste år – pga. af vores opsøgende salgsarbejde,” hed det forleden fra Avinor, der driver 45 statsejede norske lufthavne.

I år forventer Oslo Gardermoen at håndtere op mod 90.000 tons norsk seafood, en stigning på 50 pct. i forhold til samme tid sidste år.

De seneste otte måneder har seks nye cargo-selskaber åbnet ruter på Oslo Gardermoen. Russiske AirBridge Cargo, CAL, Cargolux, DHL, Emirates Sky Cargo og Turkish Cargo.

Københavns Lufthavn har i dag kun et fly om ugen fra Emirates Skycargo, der før fløj 11 gange hver uge.

De øvrige rene cargoselskaber i Københavns Lufthavn er netop nu China Cargo Airlines, DHL, FedEx, UPS og TNT.