- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Københavns Lufthavn skal have større togstation

Som optakt til den kommende Femern Bælt-forbindelse med mere togtrafik mod Sverige, udvides togstationen ved Københavns Lufthavn frem mod 2025 for at skaffe plads til flere passager- og godstog.

Øresundsbanen er i dag tæt trafikeret og den nuværende kapacitet er udfordret. Når Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029, forventes en øget trafik af især godstog på banen. Derfor udvides togstationen ved Københavns Lufthavn på Øresundsbanen.

Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse. Øresundsbanen ejes, drives og vedligeholdes af Sund & Bælt-datterselskabet, A/S Øresund.

Sammen med den kommende Femernforbindelse, skal Øresundsbanen sikre en kortere forbindelse mellem Skandinavien og resten af Europa. Sammen med Femernforbindelsen, er Øresundsbanen en afgørende brik i realiseringen af den fælles europæiske vision om ét sammenhængende trafiknet, der knytter nord, syd, øst og vest sammen. Til glæde og gavn for passagerer, godskunder og miljøet, når jernbanen bliver et endnu mere attraktivt alternativ til person- og lastbiltrafik, hedder det.

Flere togperroner ved Københavns Lufthavn
For at sikre den nødvendige udvidelse af Øresundsbanen, skal der nu bygges to nye, 350 meter lange perroner ved jernbanesporene nord for lufthavnens Terminal 3. Sammen med de to eksisterende perroner under lufthavnens Terminal 3 samt nye sporskifter, skabes mulighed for retningsdrift ved Københavns Lufthavn Station.

Det betyder, at alle tog i retning mod København, Fyn og Jylland, når udbygningen er færdig, vil afgå fra de nye perroner, mens alle tog i retning mod Malmø og resten af Sverige vil afgå fra de eksisterende perroner under lufthavnens Terminal 3. Det skaber mere plads.

Selve togstationen ved Københavns Lufthavn åbnede i 1998. Den planlagte udvidelse af Øresundsbanen består blandt andet af cirka 12 kilometer jernbane til passagertog fra Københavns Hovedbanegård til Øresundskysten.

Sund & Bælt Holding varetager som moderselskab den overordnede styring af aktiviteterne i de 100 procent ejede datterselskaber A/S Storebælt, A/S Øresund, Sund & Bælt Partner A/S, A/S Femern Landanlæg, Femern A/S og Brobizz A/S.

Relaterede artikler:

DSB køber flere togvogne til international trafik

Femern Bælt-forbindelsen øger behov for hoteller

Tidligere lufthavnschef til tops hos Scandlines