Nu kommer der konkurrence til fly og tog mellem København og Gøteborg. Molslinjen, der også har færgeruten Helsingør og Helsingborg, starter næste måned ny fjernbusrute mellem de to byer.
Med op til 20 ugentlige afgange og syv stoppesteder mellem København og Gøteborg – med krydsning af Øresund på færgeruten Øresundslinjen mellem Helsingør-Helsingborg – vil Molslinjens fjernbuskoncept Kombardo Expressen tilbyde en ny transportløsning i Øresundsregionen.
Det skriver færgerederiet Molslinjen i en pressemeddelelse.
Den nye fjernbusrute begynder at køre fra 8. maj under navnet Øresund Expressen; der bliver en transporttid på fire timer og 30 minutter, oplyses det. Dobbeltdækkerbusserne starter i Københavns Lufthavn – undervejs mod Helsingør er der stop i København, Lyngby og Helsingør samt på den svenske side af Øresund i blandt andet Helsingborg og Halmstad inden bussen kommer til Gøteborg.
Øresund Expressen bliver kørt af danske Vikingbus, der også kører busserne for Bornholm Expressen.
Kan udvides med nye destinationer og stoppesteder
I pressemeddelelsen siger Molslinjens koncernchef, Kristian Durhuus, om forventningerne til den nye fjernbusrute:
”Vi håber at tage det svenske marked med storm, som vi har gjort det i Danmark med Kombardo Expressen og Bornholm Expressen. Fjernbusser er et fleksibelt koncept, som ganske hurtigt kan skaleres op og ned i forhold til efterspørgslen – og ved succes kan rutenetværket udvides med nye destinationer og stoppesteder.”
Næsten monopol på danske færgeruter
Selve Molslinjen ejes af kapitalfonden EQT Infrastructure, der blandt andet har Molslinjen i det nyetablerede Nordic Ferry Infrastructure. NFI ejer både Molslinjen og det norske færgerederi Torghatten.
Molslinjen er Danmarks største indenrigs færgeselskab med 18 skibe, som årligt transporterer over 15 millioner passagerer. Med 10 overfarter fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen, Samsølinjen og Øresundslinjen forbinder færgerne Danmark, Sverige og Tyskland. Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.
I samarbejde med Herning Turist driver Molslinjen fjernbusruterne under navnet Kombardo Expressen, herunder Bornholm Expressen i samarbejde med Vikingbus. Busserne kører til København fra Aarhus, Randers, Aalborg, Viborg, Herning, Silkeborg og Rønne samt en række andre støre danske byer.
Relaterede artikler:
Indstiller togtrafik til Danmark frem til december