- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Økologisk mærke til jysk hotel

Vejlsøhus Hotel- og Konferencecenter i Silkeborg har som det eneste konferencecenter i Jylland fået Det Økologiske Spisemærke i bronze.

”Bæredygtighed og ansvarlighed over for miljøet er vigtige parametre for moderne virksomheder og konferencearrangører, og de efterspørger samme holdning hos deres samarbejdspartnere. Derfor er det afgørende for os, at vi nu kan dokumentere, at vi lever op til de miljøbevidstes krav uden at gå på kompromis med en høj standard”, siger hotel- og konferencecenterchef Thomas Simonsen.

 

Som en del af det nationale miljøcenter, Ferskvandscentret i Silkeborg, er miljø, natur og bæredygtighed en grundlæggende værdi for Vejlsøhus.

 

Ud over at være det eneste jyske hotel og konferencecenter med dokumenteret økologi på menukortet, er Vejlsøhus også ene om at kunne love gæsterne, at de kan falde i søvn til lyden af legende oddere og vågne til synet af storke, der går morgentur i sivene.

 

Det Økologiske Spisemærke har eksisteret siden 2009. Bronzemærket gives til storkøkkener, hvor økologiandelen udgør 30-60% af køkkenets samlede råvareindkøb og drikkevarer.

Skrevet af Flemming Juul