- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kometkarriere i DRF’s bestyrelse

REJSELIV: Blot et år efter han kom i bestyrelsen for Danmarks Rejsebureau Forening – og fem år efter hans entre i rejsebranchen - er Asger Domino, ejer af og adm. direktør for Stjernegaard Rejser, bestyrelsen for DRF’s kandidat som foreningens nye formand.

Fra medlemsmøde hos DRF sidste efterår, fra venstre den afgående formand, Jesper Ewald, og bestyrelsesmedlemmerne Sophie Hulgard fra CWT samt Asger Domino, der nu er bragt i position som foreningens kommende formand.

REJSELIV: Blot et år efter han kom i bestyrelsen for Danmarks Rejsebureau Forening – og fem år efter hans entre i rejsebranchen – er Asger Domino, ejer af og adm. direktør for Stjernegaard Rejser, bestyrelsen for DRF’s kandidat som foreningens nye formand.

Danmarks Rejsebureau Forening skal på sin generalforsamling 12. april vælge ny formand. Den nuværende, FDM Travels indkøbs- og produktionschef, Jesper Ewald, falder for reglen om, at man kun må sidde ti år i bestyrelsen.

Den øvrige bestyrelse har opfordret 53-årige Asger Domino til at blive ny formand. Det er blot lidt over fem år siden, Asger Domino dukkede op i rejsebranchen med købet af Stjernegaard Rejser i Lyngby. Bureauets stifter, Niels Stjernegaard, døde i 2006 og Asger Domino købte bureauet året efter.

Valget af den nye formand sker på DRF’s generalforsamling 12. april på hotel Crowne Plaza i Ørestad. Her holdes samme aften gallamiddag i anledning af DRF’s 75 års jubilæum. Det skriver Stand By mere om i næste nummer af bladet, der udkommer efter påske.

Inden han kunne skrive rejsebureauejer på visitkortet, havde Asger Domino de seks foregående år været adm. direktør for den internationale emballagekoncern Brødrene Hartmann, hvor han samlet var i 18 år på flere lederposter.

Han er HD i afsætningsøkonomi fra Handelshøjskolen i København (CBS) og efter uddannelse som shippingelev i ØK og en jordomrejse på et år, arbejdede Asger Domino som marketingkonsulent i tre år med markedsstudier i Asien og Mellemøsten. Dette blev fulgt af tre år som adm. direktør for en møbelfabrik i Holstebro, inden han kom til Brødrene Hartmann.

Til standby.dk siger Asger Domino: ”Jeg er glad for at sidde i DRF’s bestyrelse, DRF er en rigtig god brancheforening, og da jeg for halvanden måned siden blev spurgt, om jeg ville påtage mig formandshvervet, behøvede jeg bare at sove på det en enkelt nat.”

”DRF har en meget stærk berettigelse, og jeg glæder mig, hvis jeg bliver valgt, til at være med til at sikre, at DRF fortsat arbejder med de rigtige prioriteringer. Der er mange vigtige opgaver for DRF. Jeg har mærket det som bruger af DRF, at foreningen kan bidrage positivt til ens forretning med god rådgivning – og så kan jeg også godt lide teamet i DRF’s sekretariat,” siger formandskandidaten.

Selv om Asger Domino er rimelig ny i rejsebranchen, er han en ivrig globetrotter, der foreløbig har besøgt 90 lande. Dog endnu ikke Middelhavets største ø, Sicilien, hvorfra en forfader for ca. 200 år siden kom til Danmark – derfor det italienske efternavn.

”Jeg er navnlig begejstret for Asien, hvor jeg har været i alle landene, men også Sydamerika er en af mine favoritter,” siger han og tilføjer:

”Jeg er glad for at jeg tog springet og fik min egen virksomhed. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle have mit eget, skulle det være i rejsebranchen. Det er en spændende branche med en masse skønne mennesker – de 16 af dem arbejder her i Stjernegaard Rejser. Vi sælger navnlig oversøiske rejser og omsatte i sidste regnskabsår for 89 mio. kr. og fik et overskud før skat på fem mio. kr.,” siger Asger Domino, der er opvokset på Vejle-egnen.

”Da jeg fik mulighed for at komme i rejsebranchen, undersøgte jeg den grundigt for at finde det rejsebureau, jeg helst ville købe. Jeg havde seriøse samtaler med tre bureauer,” siger han.

Asger Domino afløste i DRF’s bestyrelse Henrik Thomasen fra 65-Ferie. Bestyrelsens fem medlemmer udgøres af tre fra leisure-bureauerne; de to andre er direktør Jesper Schou fra Billetkontoret og direktør Peter Rasmussen fra Profil Rejser, et medlem fra erhvervsrejsebureauerne, direktør Sophie Hulgard fra CWT, samt et medlem fra incomingbranchen, direktør Hanne Nehmar fra DMC. Hun afløste i al stilhed i maj sidste år Søren Damstrup, der i dag er hos International Conference Services.

Asger Domino bor i Vedbæk med sin hustru, Gitte, og døtrene Emma og Caroline.

Om Asger Domino siger analytiker af økonomien i den danske rejsebranche, Ole Egholm: ”Asger Domino har et rigtig godt navn. Jeg har stor respekt for ham, han er god til at drive sit rejsebureau og tjene penge – og så vil jeg rose hans regnskab for at være meget transparent.”

DRF’s ca. 130 rejsebureaumedlemmer omsætter årligt for omkring 17 milliarder kr., ca. 70 pct. af den samlede omsætning i den danske rejsebureaubranche.