Konflikten i Mellemøsten har været særdeles dyr for turismesektoren. I Mellemøsten bliver milliarder af kroner tabt hver dag, men hos WTTC tror man på en hurtig genopretning efter krigen, hvis regeringer hjælper til.
World Travel & Tourism Council (WTTC) står bag en analyse, som søger at afdække, hvordan den eskalerende konflikt i Iran påvirker rejse- og turistsektoren i Mellemøsten.
Konflikten i regionen koster således branchen mindst 600 millioner amerikanske dollars (godt 3,9 milliarder kroner) om dagen i internationalt besøgsforbrug.
Det skyldes, at forstyrrelser i flytrafikken, faldende rejselyst og svækket regional forbindelse påvirker efterspørgslen, skriver WTTC i en pressemeddelelse.
Vigtigt knudepunkt for rejsende
WTTC påpeger, at Mellemøsten spiller en særdeles vigtig rolle for den globale rejsebranche. Regionen står således for omkring fem procent af verdens internationale ankomster og 14 procent af den globale internationale transittrafik.
Enhver forstyrrelse påvirker derfor efterspørgslen globalt, hvilket rammer lufthavne og flyvninger samt hoteller, biludlejningsfirmaer og krydstogtsrederier.
De store regionale luftfartsknudepunkter, herunder Dubai, Abu Dhabi, Doha og Bahrain, som tilsammen normalt håndterer omkring 526.000 passagerer dagligt, har oplevet lukninger og driftsforstyrrelser i takt med konfliktens eskalering. Det påvirker i betydelig grad både regional og global forbindelse.
Optimisme trods forstyrrelser
WTTC oplyser, at analysen er baseret på organisationens prognose for Mellemøsten i 2026 før konflikten, som forudså et internationalt besøgsforbrug i regionen på 207 milliarder amerikanske dollar i år (1.340 milliarder danske kroner).
Organisationen understreger, at enhver forstyrrelse i rejseflowet hurtigt bliver omsat til, hvad man kalder en betydelig økonomisk påvirkning af hele turismeøkosystemet.
Selvom de økonomiske effekter hurtigt kan mærkes, understreger WTTC dog også, at rejse- og turistsektoren er en af verdens mest robuste økonomiske sektorer.
”Rejse- og turistsektoren er en af de mest robuste sektorer. Effekten på internationalt besøgsforbrug i Mellemøsten er betydelig og ligger i gennemsnit på omkring 600 millioner dollar om dagen, men historien viser, at sektoren kan komme sig hurtigt – særligt når regeringer støtter rejsende gennem eksempelvis hotelstøtte eller hjemtransport,” siger WTTC’s administrerende direktør, Gloria Guevara.
Sikkerhedspolitiske kriser giver hurtigst genopretning
Af analysen, som WTTC står bag, fremgår det, at tidligere kriser har vist, at sikkerhedsrelaterede hændelser ofte giver de hurtigste genopretningstider for turismen – i nogle tilfælde helt ned til to måneder – når regeringer og branchen arbejder sammen om at genoprette rejsendes tillid.
Gloria Guevara siger samtidig, at organisationen roser de regeringer, som i de seneste dage har arbejdet på at støtte genopretningsindsatsen.
”Klar kommunikation, stærk koordinering mellem den offentlige og private sektor samt tiltag, der styrker sikkerhed og stabilitet, er afgørende for at genopbygge tilliden blandt rejsende og støtte sektorens genopretning,” siger direktøren.
WTTC oplyser, at man overvåger udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation på vegne af sine medlemmer, og at man er i tæt kontakt med regeringer og brancheledere for at støtte rejsendes sikkerhed og styrke robustheden i den globale rejse- og turistsektor.
Relaterede artikler:
Cyperns turisme mærket af konflikt i Mellemøsten