- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Konkurrencemyndighed undersøger hotelportaler

HOTELLER: Danske hoteller betaler årligt flere hundrede mio. kr. til bookingmaskiner som booking.com – men deres krav til hotellerne er så grove, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu undersøger deres prisklausuler. Kendt dansk hoteldirektør siger, at bookingmaskinerne er ”fulde af løgn.”

HOTELLER: Danske hoteller betaler årligt flere hundrede mio. kr. til bookingmaskiner som booking.com – men deres krav til hotellerne er så grove, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu undersøger deres prisklausuler. Kendt dansk hoteldirektør siger, at bookingmaskinerne er ”fulde af løgn.”

Amerikanske Priceline, der ejer booking.com, oplyser ifølge Dansk Erhverv, at det nu undersøges af den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse.

Dansk Erhverv, der repræsenterer en del af den danske hotelbranche, er glad for bookingportalerne, de såkaldte OTA’er, (Online Travel Agency, red), men bekymret over deres prisklausuler, som begrænser hotellernes prissætning.

”Dansk Erhverv er meget tilfredse med at erfare, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu undersøger prisklausuler hos booking.com – én af verdens største bookingportaler, som er meget aktiv i Danmark. Vi har længe opfordret de danske myndigheder til at følge trop med andre EU-lande, som for længst har igangsat undersøgelser af bookingportalerne. Det er væsentligt at få afgjort, om bookingportalernes prisklausuler er i strid med konkurrenceloven,” siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Susanne Nordenbæk.

Prisklausulerne betyder bl.a., at hotellerne ikke må udbyde hotelværelserne billigere på deres egen hjemmeside end gennem portalerne.

”Det er et problem – ikke kun for hotellerne, men også for forbrugerne, hvis konkurrencen på hotelmarkedet begrænses af prisklausuler,” siger Susanne Nordenbæk.

Danmarks Radio søgte forleden et værelse via hotels.com på Guldsmedens Hotels nye hotel, Babette i København.

Søgningen viste, at hotellet var fuldt optaget på den konkrete dato. Det passede bare ikke. ”Vi havde ledige værelser denne dag,” sagde ejer af Guldsmeden Hotels, Sandra Plesner Weinert, til DR. Hun kritiserer OTA’er for at være fulde af løgn og tage hotellerne som gidsler, fordi OTA’erne er så store, at hotellerne ikke har råd til at undvære dem, skrev DR.

Ifølge hotelbranchens arbejdsgiverforening, Horesta, kommer over 20 pct. af hotelbookingerne fra onlinerejsebureauerne. Der er forskel på, hvor meget hotellerne betaler til OTA’erne – men det er typisk 20-30 pct. af værelsesprisen.