- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kontrol af Boeings cockpit-vinduer

Amerikanske flyselskaber er af luftfartsmyndighederne blevet pålagt at inspicere og eventuelt udskifte vinduer i 1.200 fly.

Inspektionen skal gennemføres for at undgå revner og eventuelt brand på grund af løse ledninger i et afisningsanlæg. FAAs direktiv omfatter flyene af typerne Boeing 777, 767 og 757, som benyttes af de fleste større amerikanske flyselskaber. I de kommende måneder ventes FAA at kræve lignende inspektioner af vinduerne i Boeing 747, da de er af en lignende type.

 

Inspektionen indføres efter 11 rapporter om ild eller flammer gennem de seneste 20 år på de tre udpegede modeller på grund af løse skruer eller skruer, der ikke var korrekt efterspændt. Inspektionen gælder kun selve forruderne i cockpittet – ikke sideruderne.

 

Den seneste begivenhed medførte en nødlanding af en Boeing 757 fra United Airlines i Washington i maj måned 2010. Ud over de amerikansk ejede fly er der 2.600 fly af de pågældende typer på verdensplan, og det er normalt, at de nationale luftfartsmyndigheder følger FAAs direktiver for deres egne fly.

Skrevet af Flemming Juul