- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kort besøg af ny slotsdirektør

Susanne Åberg blev 1. november hoteldirektør for nyrenoverede Kokkedal Slot nord for København – men stoppede allerede i midten af sidste måned.

Det var efter gensidig forståelse, at direktør og forpagtere stoppede samarbejdet og det skete ganske udramatisk, lyder det fra Susanne Åberg (foto) og slottets forpagterteam, skriver lokalavisen.dk
Susanne Åberg har ikke besvaret takeoff.dk’s henvendelser.

 

Der er investeret trecifret millionbeløb i Kokkedal Slot nord for København, som satser på konferencer og andre arrangementer med mulighed for overnatning. I første omgang bliver der ni suiter i hovedbygningen – frem til år 2013 kommer der flere værelser i to længer ved hovedbygningen. I alt bliver der 63 værelser.
 
”Kokkedal Slot – Copenhagen” er det officielle navn, der er nemlig også et Kokkedal Slot i nordjyske Brovst.
 
42-årige Susanne Åberg har tidligere været direktør i bl.a. Arp-Hansen Hotel Group, landechef for hotelkæden Best Western i Danmark, konsulent hos det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro og indtil maj forrige år direktør for det store First-hotel på Vesterbrogade i København.
 
Slottet bliver ikke stjerne-klassificeret, men niveauet bliver femstjernet, sagde Susanne Åberg i forbindelse med sin tiltrædelse til takeoff.dk
 
Ifølge lokalavisen.dk er slottet kommet dårligt fra start, slotsforpagteren og rengøringsfirmaet Newcareclean skændes om regning på 100.000 kr. Rengøringsfirmaet er gået rettens vej pga. manglende betaling.

 

Den aftale, der blev indgået mellem forpagter og rengøringsfirmaet, lød på mellem 22.000-25.000 kroner månedligt for rengøring til forskellige arrangementer.
Derudover har forpagterne ifølge direktøren booket rengøring ud over aftalen. Derfor er prisen endt på godt 100.000 kroner.

 

"Vi advarede dem om, at det var ud over vores aftale, men de blev bare ved med at booke," siger Charlotte Friedrichsen, direktør for Newcareclean.
 
Forpagteren af Kokkedal Slot, Thomas Brandt-Knudsen, er ikke enig. "Vi lavede en kontrakt med en forventet udgift på 22.000-25.000 kroner om måneden. Så får vi en regning på det firdobbelte. Der har ikke været noget ud over aftalen, der berettiger til en firedobling. Vi skal nok betale det vi skylder, men man skal holde de aftaler, man indgår," siger Thomas Brandt-Knudsen.

 

Han og søsteren, Malene Brandt-Knudsen, har modtaget en inkasso fra Charlotte Friedrichsens advokat.

 

"Vi har sendt 10 fakturaer ud. Forpagterne har haft al mulighed for at gøre indsigelser. Men nu må de bevise, at vi ikke har været på slottet og gjort rent," siger Charlotte Friedrichsen til lokalavisen.dk

 

Ifølge takeoff.dk’s oplysninger slås Kokkedal Slot også med dårlige tilkørselsforhold, uvilje fra naboer, klager over støj osv.

Skrevet af redaktionen