- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Kræver nyt navn til lufthavn opkaldt efter filmstjerne

En lufthavn i Californien skal have nyt navn. Den er navngivet efter western-skuespilleren John Wayne, men hans meget højreorienterede meninger stemmer ikke med Black Lives Matter-tiden.

Står til det til det politiske flertal i Orange County i det sydlige Californien, så skal distriktets hovedlufthavn omdøbes fra John Wayne Airport og have sit gamle navn Orange County Airport tilbage. IATA-koden er SNA.

John Wayne blev født i den midtvestlige stat Iowa som Marion Robert Morrison, men familien flyttede til Californien, hvor John Wayne boede til sin død i 1979 i Newport Beach i Orange County.

John Wayne blev indbegrebet af de største western-skuespillere. Men han var meget højreorienteret og mange af hans udtalelser er igen dukket op i en tid, hvor USA har stort fokus på Black Lives Matter-bevægelsen. Her vil John Waynes synspunkter, der var stærkt højreorienterede, mange vil sige racistiske, slet ikke passe ind i dagens politiske korrekthed. Ikke kun overfor sorte, men blandt andet også overfor indianere og LGBT-miljøet.

Derfor skal lufthavnen omdøbes fra John Wayne Airport til Orange County Airport. Lufthavnen ligger i Anaheim syd for Los Angeles, hvor Anaheim blandt andet huser Disneyland.

“Jeg tror på hvidt overherredømme”
“Det demokratiske parti i Orange County fordømmer John Waynes racistiske og snæversynede udtalelser, og anbefaler at John Waynes’ navn og minder om ham fjernes fra Orange County Airport. Vi anbefaler at lufthavnen får sit originale navn tilbage,” siger en resolution fra det demokratiske parti i Orange County, hvor demokraterne har flertallet, skriver avisen Los Angeles Times.

I en tid med fokus Black Lives Matters-bevægelsen er nogle af John Waynes mest højreradikale udtalelser i et interview med Playboy-magasinet fra 1971 kommet frem. Her siger John Wayne for eksempel:

”Jeg tror på hvidt overherredømme indtil de sorte er uddannet til et vist punkt af ansvarlighed.”

Han får også sagt, at han ikke føler nogen skyld over at de sorte i USA primært kom til landet som slaver.

De, der forsvarer John Wayne, siger, at det ikke er retfærdigt at dømme en person for noget, vedkommende sagde for 50 år siden når han ikke er i live og kan forsvare sig og eventuelt beklage sine udtalelser.

Relaterede artikler:

American Airlines øger atter på Europa

Rejsebureauer klar til verdens største fagmesse

Turistkontor lukker på kendt dansk USA-destination