- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kritik af danske særregler om konkurssikring på flyrejser

LUFTFART: De danske særregler om konkurssikring på flyrejser er konkurrenceforvridende, konkluderer ny rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet. Brancheforeningen Dansk Luftfart ønsker derfor reglerne afskaffet.

LUFTFART: De danske særregler om konkurssikring på flyrejser er konkurrenceforvridende, konkluderer ny rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet. Brancheforeningen Dansk Luftfart ønsker derfor reglerne afskaffet.

De danske særregler blev indført i 2010 efter Sterlings konkurs. Reglerne gør det obligatorisk for alle danskregistrerede rejseudbydere at være forsikret af Rejsegarantifonden og har været en betydelig økonomisk byrde for rejseudbyderne, konstaterer Dansk Luftfart, hvis direktør, Per Henriksen, siger:

”Vi er glade for, at rapporten så klart påviser problemerne med den gældende lovgivning, som Dansk Luftfart har peget på i flere år. Vi er også meget tilfredse med, at rapporten og erhvervsministeren afviser et forslag om, at alle afrejsende passagerer fra danske lufthavne skal pålægges afgift til finansiering af en konkursfond. Det vil nemlig skabe endnu større problemer. Det eneste rigtige er at afskaffe særreglerne.”

Ministeren konkluderer i rapporten, at det ikke er hensigtsmæssigt med yderligere dansk særlovgivning på området og tilkendegiver, at der i stedet skal arbejdes for en fælles europæisk løsning.

”Det kan Dansk Luftfart tilslutte sig. Men EU-løsninger tager tid, og hvis ikke reglerne rulles tilbage til tiden før 2010, vil det danske luftfartserhverv fortsat straffes for at være danske. Vi opfordrer derfor regeringen til at få ophævet de danske særregler hurtigst muligt,” siger Per Henriksen

Loven har ifølge Dansk Luftfart påført luftfartserhvervet ”betydelige administrative og økonomiske byrder. Loven har også stillet de danske luftfartselskaber dårligere i international konkurrence, fordi loven efter den såkaldte Norwegian-dom kun omfatter selskaber med fysisk salg af billetter i Danmark,” hedder det fra Dansk Luftfart som tilføjer:

”De fleste udenlandske selskaber, herunder lavprisselskaberne, der primært sælger via nettet, omfattes derfor ikke af loven.”

Lovændringen i 2010 indeholdt bestemmelse om, at loven skulle evalueres efter to år. Imidlertid er evalueringen først klar nu – næsten tre et halvt år efter loven blev vedtaget.